Thomas Frank er fuld af beundring for trænerkollegaen i AGF, Morten Wieghorst, som han kalder en af Danmarks største kapaciteter i sit erhverv.
Der er lagt i kakkelovnen til et stort brag mellem rivaler, når Brøndby IF gæster Ceres Park og Arena søndag aften i Århus.
Hjemmeholdets cheftræner Morten Wieghorst bliver lovprist af vestegnsklubbens ditto Thomas Frank, som betragter AGF-træneren for at være en af Danmarks dygtigste trænere.
Thomas Frank hæfter sig særligt ved den klart definerede spillestil om at ville være spilstyrende, som han som tidligere ungdomstræner i DBU selv forsøger at praktisere i Brøndby.
– Morten Wieghorst er en af Danmarks dygtigste trænerkapaciteter. Han er en af de få trænere i Norden, som formår at bygge en fodboldkultur op med en klar filosofi om at dominere spillet på bolden, siger Frank til Brøndbys hjemmeside.
– Hvis man ser på det fremragende arbejde, som det lykkedes Morten Olsen at bygge op i DBU-regi med en tydelig rød tråd i alt fra talentudviklingen til A-landsholdet – og ikke mindst i sin boldbesiddende spillestil – så er der kun en lille håndfuld af trænere i Norden, som har samme kompetencer, forsætter Brøndby-træneren.
– Her er Morten Wieghorst, Kasper Hjulmand og Kent Nielsen blandt de allerbedste. Derfor går vi ind til kampen med respekt for hele projektet, som AGF og Morten er i gang med at bygge op, tilføjer han afslutningsvis.
Kampen i Århus mellem AGF og Brøndby løber af stablen søndag kl. 18:00.