Thomas Frank håber på at kunne bygge videre på Brøndbys pointstime, når de søndag aften gæster Ceres Park og Arena i Århus.
Brøndby IF er inde i klubbens bedste periode i årevis. De seneste seks hold, som vestegnsklubben har mødt, har ikke formået at slå dem, og den pointmæssige stime håber Thomas Frank at kunne fortsætte, når de byder AGF op til dans.
Brøndby-træneren understreger dog, at det ikke handler om at revanchere sidste nederlag til rivalerne fra AGF i starten af denne sæson, men i stedet om at fortsætte de gode takter og skrabe point sammen.
– Nogle vil måske sige, at vi har revanche til gode, eftersom vi tabte herovre i starten af sæsonen, men for os handler det ikke om revanche, men om at fortsætte vores pointstime og slutte efterårssæsonen af med manér. Det starter i morgen og kræver 90 minutters fuld koncentration og dedikation på banen, siger Thomas Frank til klubbens egen hjemmeside.
Superliga-braget mellem AGF og Brøndby IF fløjtes i gang søndag kl. 18:00.