Formanden for brancheorganisationen Danske Sportsjournalister, Andreas Kraul, forstår Carsten Werges og Viasats skuffelse over ikke at have vundet prisen som Årets Sportsjournalist, men han mener, at det var mangel på format fra Werges side, da han i sin skuffelse ikke ønskede at stille op til et foto med de to øvrige nominerede.
Fredag var den røde løber foldet ud, da brancheforeningen Danske Sportsjournalister skulle finde Årets Sportsjournalist. Ekstra Bladets sportskommentator Jan Jensen løb med prisen for sit store arbejde omkring afdækningen af FIFA og det internationale håndboldforbund IHF.
Det lunede bestemt ikke i Viasat-lejren, hvor den mangeårige tv-vært og fodboldkommentator Carsten Werge følte sig overset for sit arbejde med at afsløre Michael Qureshi for hans ufine journalistiske metoder.
Læs også: Anerkendt journalist: Mourinho vil forstærke Manchester United på disse positioner
Formanden for Danske Sportsjournalister, Andreas Kraul, forstår Carsten Werges skuffelse, men forsøger at forklare, hvordan kåringen foregår.
– Prisen som Årets Sportsjournalist er ikke anderledes end andre priser. Det er en jury med selvstændige holdninger til, hvad der er god sportsjournalistik, der træffer valget. Når man vælger en, bliver andre skuffede. Jeg kan sige så meget, at det har været en tæt afgørelse, uden at jeg kan komme det nærmere end det, siger Andreas Kraul ifølge BT.
Læs også: Celta Vigo-profil: Havde tilbud fra mange klubber
– Jeg kan godt forstå, at Viasat er skuffede. Men jeg ville også kunne forstå, hvis Jan Jensen havde været skuffet, hvis han ikke havde vundet, når man ved, hvor mange timers hårdt arbejde, som han har lagt i at gå op mod sportens mægtigste institutioner. Det er svært at sammenligne de to ting. Jeg forholder mig til, at vi har en afgørelse, som er truffet af syv selvstændige individer, og ingen af os havde haft noget imod, hvis Carsten Werge havde vundet, forklarer Kraul videre.
Carsten Werge langede også ud efter Danske Sportsjournalisters bestyrelse, som han mente var inkompetent. Formanden Andreas Kraul opfordrer Werge til selv at melde sig og give en hånd med.
Læs også: Wenger var tæt på at signe Pochettino
– Jeg synes, at Carsten Werge skal stille op til bestyrelsen. Jeg kunne sagtens bruge en hånd mere, siger Kraul.
Carsten Werges skuffelse over ikke at have modtaget hæderprisen var så stor, at han ikke ønskede at stile op til et foto med de to andre norminerede i kategorien, Jan Jensen og Thomas Kristensen. Den opførsel kalder Andreas Kraul for mangel på format.
– Det synes jeg er mangel på format, og jeg synes ellers, at Carsten Werge har stort format, siger Kraul til slut.