Ajax’ cheftræner, Frank De Boer, fortæller til det hollandske medie AT5, at Boilesen ligger, som han selv har redt.
Hvis man har undret sig over, hvorfor Nicolai Boilesen har været fuldstændig udeladt af Ajax’ førsteholdstrup i denne sæson, er forklaringen simpel. Boilesen, der har været i Ajax siden 2011, har valgt ikke at forlænge sin kontrakt med de hollandske vicemestre.
Frank De Boer, der står i spidsen for den hollandske traditionsklub, har ikke meget til overs for danskerens situation i klubben.
– Vi havde en snak med ham om det for tre år siden, hvor vi sagde, at det kunne gå, som det har gjort. Havde han (Boilesen, red.) forlænget, og der var kommet et bud fra en god klub, havde vi kunnet lade ham skifte. Nu må han vente. Han er selv skyld i den nuværende situation, siger De Boer til AT5 og fortsætter:
– Det er måske grunden til, at jeg er endnu hårdere ved ham nu. Han kunne selv have undgået hans situation. Jeg håber, han finder en anden klub. Han kan stadig blive en stor spiller, fortæller De Boer.
Ajax ligger i skrivende stund på en førsteplads i dette års Æresdivison med fire point ned til PSV.