Didier Drogba afviser, at han kan være på vej til en Premier League-klub i perioden, hvor MLS står stille, selvom han ville føle sig beæret, hvis en engelsk klub tager kontakt til ham.
37-årige Didier Drogba er på et sidste udenlandseventyr i den amerikanske liga MLS, hvor han tørner ud for Montreal Impact.
Ligaen ligger dog stille helt frem til marts måned, og derfor har rygterne om en muligt Premier Leauge-comeback til Drogba gennem en lejeaftale i den såkaldte ‘off-season’ sviret, men den ivorianske frontløber afviser nu, at det kan komme på tale, selvom han ville føle sig beæret, hvis en engelsk klub faktisk tog sig tid til at kontakte ham.
– Jeg ville naturligvis føle mig beæret, men jeg tror, jeg har behov for hvile, tage mig af min familie og komme tilbage til Montreal og få en god sæson, svarer Didier Drogba i Sky Sports-studiet, da interviewerne adspørger ham, hvorvidt han ville overveje et skifte til Premier League, hvis en klub kontaktede ham.
Drogba har leveret varen i den amerikanske liga med 12 mål i 14 kampe.








