Brøndbys Martin Albrechtsen fastslår, at de blå-gule skal ud og sætte sig på spillet mod AaB og vise, at de har hjemmebanefordelen.
Brøndby tager i eftermiddag imod rivalerne fra AaB, som de sidst blev slået med 4-1 af.
Siden det indbyrdes opgør har de to klubber haft en fantastisk god periode, og det har Martin Albrechtsen for øje, men understreger, at Brøndby skal ud og dominere kampen.
– Vi er på hjemmebane, så vi skal ud at sætte dagsordenen. Vi ved, vi møder et hold, som er godt kørende, men de er bedst på hjemmebane, og vi skal fortsætte vores gode defensive linje og forhåbentlig sprudle lidt mere i offensiven, end vi har gjort, siger Albrechtsen til bold.dk.
Læs også: AaB-profil inden Brøndby-møde: Vi vil have bolden
– Det bliver en tæt kamp, hvor marginalerne kommer til at afgøre det, men jeg håber og tror, vi kan trække det længste strå. AaB er gode, men jeg forestiller mig ikke, de vil dominere dagens kamp. Det får de ikke lov til, understreger den erfarne midtstopper.
Lukas Spalvis og Thomas Enevoldsen er statistisk set Superligaens farligste duo med samlet 20 scoringer, men det får ikke Brøndby-forsvaret til at ryste i bukserne. De forbereder sig ikke anderledes på opgaven.
– Jeg forbereder mig ikke anderledes. Vi snakker da om, hvad de kan oppe foran, og hvordan han (Spalvis, red.) og de andre godt kan lide at spille, men det fylder ikke så meget. Vi stoler på vores egne evner og går mere op i det, end hvad modstanderen kan, forklarer Albrechtsen og fortsætter:
– Vi ser selvfølgelig på, hvordan de har fået det til at fungere og træner lidt ud fra det, men ikke i usædvanlig grad. Vi kigger mest på vores eget spil, men ved også, at kan vi stække dem i deres opspil, så er vi allerede langt.
– Vi spiller hjemme, så vi vil dominere kampen og sætte dem under pres og ikke selv blive presset tilbage. Vi skal ikke give dem muligheden for at spille rundt om os. Vi skal vinde nærkampene og stå godt, så vi ikke bliver fanget i deres omstillinger, siger han til slut.
Braget blæses i gang klokken 16:00 på Brøndby Stadion.








