Liverpool-spiller støtter op om Swansea-manager: Han bliver ikke fyret

Liverpool-spiller støtter op om Swansea-manager: Han bliver ikke fyret

659
0
DEL

Joe Allen, der inden sit skifte til Liverpool var en bærende spiller i Swansea, har kun ros tilovers for klubbens manager Gary Monk, som han ikke tror bliver fyret uanset resultatet i denne weekend. 

Swanseas manager er efter en flyvende start på Premier League-sæsonen endt i situation, hvor holdet har særdeles svært ved at få point på kontoen, og fyringsrygterne sværmer om ørerne på 36-årige Gary Monk.

Hans tidligere holdkammerat, der nu slår sine folder i Liverpoool, Joe Allen, bakker dog fuldt op om ham.

– Jeg kender Gary (Monk, red.) personligt, og folk synes ikke at huske, at han blev nomineret til månedens manager i den første måned af sæsonen. Swansea fik rekordmange point i sidste sæson, så man kan nemt glemme, hvor fantastisk et arbejde han har lavet, siden han kom, forklarer Joe Allen ifølge Daily Mail.

– Han var en fantastisk holdkammerat og naturlig leder. Han var anfører, da jeg spillede (i Swansea, red.). Han forlangede respekt fra alle spillere, og jeg tror, det er derfor, at han så problemfrit kunne komme ind i managerfaget, siger Allen om sin tidligere holdkammerat.

Hvad resultatet end bliver mellem Liverpool og Swansea, tror Joe Allen ikke på, at ledelsen vælger at smide Monk på porten.

– Mit fokus er udelukkende på Liverpool. Jeg tror ikke, at Swansea tager nogle forhastede beslutninger, uanset hvad der sker i denne weekend, fastslår midtbanespilleren.

25-årige Joe Allen har blot fået tre indhop i Premier League i indeværende sæson.

INGEN KOMMENTARER