Dyr Manchester City-angriber: Fortryder ikke skifte

Dyr Manchester City-angriber: Fortryder ikke skifte

632
0
DEL

Manuel Pellegrinis ivorianske angriber, Wilfried Bony, fortryder ikke, at han på dette tidspunkt sidste år valgte at tage turen til den lyseblå del af Manchester, selvom han ikke har formået at tilspille sig en startplads på Etihad.

250 millioner. Så meget måtte Manchester City punge ud for Wilfried Bony tilbage i januar sidste år. Når man betaler sådan en fyrstelig hyre for en spiller, er forventningerne til spilleren selvsagt store.

Disse forventninger har den brølstærke angriber dog ikke formået at indfri hos The Citizens, og han er således ikke blandt Pellegrinis foretrukne start 11’er.

Dette har således ført til spekulationer om, hvorvidt den 27-årige angriber snart kan være på farten igen. Hovedpersonen selv afviser dog disse rygter og har i sinde at blive i Manchester.

– Jeg er glad i klubben, fortalte Bony til BBC Sport og fortsatte:

– Alle disse spekulationer er ikke sande. Jeg har en kontrakt, så jeg er glad, og jeg synes, at jeg er hos en af de bedste klubber i England, fortalte den tidligere Swansea-angriber, der fortsatte sin lovprisning af sin nuværende arbejdsgiver.

– Jeg har ikke fortrudt at komme til Manchester City. Vi spiller i Champions League, og vi er en af de bedste klubber i verden.

– Jeg er glad her, og jeg kan kun sige, at jeg er velsignet, slutter Bony.

Ivorianeren har i indeværende sæson fået ni ligaoptrædener for Pellegrinis mandskab, hvilket han har kvitteret med fire mål og to assists.

 

INGEN KOMMENTARER