Catalanernes træner Luis Enrique påtager sig det fulde ansvar for det skuffende Champions League-exit mod Atletico Madrid, der fandt sted i aftes.
Der kan vist ikke herske tvivl om, at FC Barcelona i øjeblikket befinder sig i en mindre krise efter, at man har lukket Atletico Madrid tilbage ind i mesterskabskampen med nederlag til Real Madrid og Real Sociedad.
I aftes blev denne krise forværret, da Diego Simeones mænd besejrede de forsvarende Champions League-mestre med 2-0 og dermed sikrede sig en plads i semifinalerne.
Luis Enrique vil dog ikke pege fingre ad sine spillere for de tvivlsomme resultater i den seneste tid. Tværtimod.
– Det er 99,9% min skyld, nej 100, fastslog han umiddelbart efter gårsdagens kamp og fortsætter:
– Det er derfor, jeg er træneren – den mest ansvarlige. Jeg har intet dårligt at sige om mine spilleres attitude.
Barca-træneren havde dog også overskud til at rose Atletico-mandskabet oven på deres flotte præstation.
– Vi havde ikke den bedste dag, men i anden halveg havde vi gode muligheder. Det skulle bare ikke være sådan. Atletico fortjener ros, fortalte Enrique, der dog maner til besindighed trods de seneste, dårlige resultater.
– Alle kan vælge en forklaring (til at forklare Barcas dårlige form, red.). Hvis jeg skal komme med mit bud, skal jeg have analyseret præstationen. Det er ikke vores bedste tid, men der er ingen grund til at være nervøs.