FCK-back advarer: Premierekamp kan blive grim

FCK-back advarer: Premierekamp kan blive grim

1030
0
DEL

Peter Ankersen advarer om, at premierekampen mod Esbjerg kan blive grim, selvom københavnerne lige har fået lagt nyt græs, for målet er at vinde den og det danske mesterskab, og det har F.C. København kvaliteterne til, mener den angrebsivrige højreback. 

En lang vinterpause nærmer sig sin afslutning, og søndag er det så igen tid til Superliga-bold på Østerbro, når F.C. København tager imod Esbjerg fB.

Ståle Solbakken og hans tropper har gennemgået en lang forberedelse med dertilhørende kampe, og alle dem har man sørget for at vinde, hvilket er et godt udgangspunkt inden forårspremieren, men det kræver fortsat hårdt arbejde, mener Peter Ankersen.

– Det ser meget godt ud. Vi har finpudset en masse og haft en god opstart. Selvfølgelig avler sejre selvtillid, og vi har vundet alle vores testkampe, men det betyder ikke, at vi kan være sikre på noget. Det er en hård og svær opgave, der venter, men hvis vi præsterer optimalt, er jeg sikker på, at vi får et godt resultat, siger Peter Ankersen til tipsbladet.dk.

Den unge højreback er bevidst om, at de i løbet af foråret vil løbe ind i svære udfordringer, men kvaliteten er til at vinde det danske mesterskab, mener han.

– Vi ligger nummer et ved vinterpausen, og vi sluttede godt af i efteråret. Der er stadig plads til forbedring, for vi smed også nogle point undervejs, der kan kategoriseres som dumme. Selvom vi selvfølgelig gerne vil gå gennem foråret uden at tabe, ved vi, at der vil komme svære kampe undervejs. Men jeg synes, at vi har kvaliteterne og truppen til at vinde det danske mesterskab, siger Ankersen.

– AaB sluttede godt af i efteråret, og det bliver spændende at se, hvordan de fortsætter. FC Midtjylland startede godt i efteråret og har været i gang en uge tidligere end os andre, men det kan både være en fordel og en ulempe. Det bekymrer vi os ikke om, for vi har fokus på os selv. Vi ser frem mod kampen mod Esbjerg, og vi kommer til at gøre det på den kedelige måde gennem hele foråret ved at tage en kamp ad gangen, fortsætter Ankersen, der advarer om en grim premiere mod Esbjerg.

– Det bliver en typisk premierekamp, hvor det ikke er sikkert, at spillet kommer til at flyde, selvom vi har fået en ny og flot græsplæne. Det tager tid at blive spillet sammen, men vi har bare fokus på at vinde, og det betyder ikke noget, at det kan blive grimt. Vi skal bare gøre, hvad der skal til, for at vi vinder kampen, siger Peter Ankersen.

INGEN KOMMENTARER