FC Midtjylland slog tidligere på året Southampton ud af Europa League, og FCM-angriberen Martin Pusic mener ikke, at Manchester United på nuværende er bedre, end Saints var på daværende tidspunkt.
FC Midtjylland skal for anden gang i denne sæson op imod et engelsk storhold, hvor de denne gang har trukket Manchester United i Europa League.
Angriberen Martin Pusic er optimist forud for de to opgør i februar, og han mener ikke, at giganterne fra Manchester lige nu er bedre, end Southampton var i starten af sæsonen, da midtjyderne slog dem ud med samlet 1-0:
– Det bliver fantastisk for os alle at skulle møde så stort et hold. Jeg tror, vi har en chance, i hvert fald hvis man ser på deres spil og resultater lige nu. Det kan godt være, de køber nogle nye spillere i januar, men uanset hvad bliver det to spændende kampe, siger den 28-årige angriber til bold.dk og fortsætter:
– United er en af verdens største klubber, så det er stort at os spillere, alle omkring klubben og dansk fodbold generelt, at vi skal møde dem.
– Jeg ser helt ærligt muligheder for os. United har ikke spillet så godt i det seneste halve år, som de har gjort tidligere, og hvis vi lykkes som hold, kan vi godt matche dem. Der var heller ikke nogen, der troede på os før kampene mod Southampton, uddyber den østrigske angriber.








