Leicesters Riyad Mahrez har scoret ti mål i denne sæson for Premier Leagues helt store overraskelse. Han føler lige nu, at det hele kører på skinner.
Leicester har overrasket og imponeret alle i denne sæson, hvor man lige nu ligger i top fire og med en sejr i dag over Chelsea igen kan lægge sig op på førstepladsen i Premier League.
Forud for den vigtige kamp imod de kriseramte fra London forklarer Riyad Mahrez, at han stadig ikke helt forstår, hvordan det kan gå så godt for ham og holdet:
– Jeg føler som om, at jeg har gået et niveau op i denne sæson. Sidste år var mit første i en stor liga, så det handlede alt sammen om erfaring, og det gjorde mig stærk. I år har jeg spillet flere kampe, og det har hjulpet mig. Måske har dét at blive en far givet mig en masse held, for jeg bliver ved med at score, siger Mahrez til Telegraph og fortsætter:
– Når jeg spiller på hjemmebane føler jeg som om, at jeg kan flyve. Når folk nævner mig og Messi sammen er det fantastisk, for ifølge mig er Messi den bedste af de bedste. Man kan ikke sige noget negativt om ham, han er den bedste. Jeg ser altid Barcelona på TV derhjemme, fordi jeg kan lide, hvordan de spiller.
Spilleren har efter sine gode præstationer fået interesse fra klubber som netop Chelsea og Manchester United, men lige nu har Mahrez ingen interesse i at skifte fra King Power Stadium:
– Hvorfor ville jeg ønske at skifte? Det er ikke i mit sind at skifte. Jeg vil bare afslutte sæsonen, og så må vi se. Jeg har fire år tilbage af min kontrakt frem til 2019. Livet er godt, afslutter en glad Mahrez.








