I et interview med det spanske medie, FootballEspana, afslører Real Madrid-præsidenten, Florentino Perez, at det var en svær beslutning at fyre Rafael Benitez, som han tidligere har holdt hånden over og endda har et personligt forhold til.
Forud for den igangværende sæson blev den ellers dygtige træner, Carlo Ancelotti, fyret i Real Madrid. Han blev erstattet af Rafael Benitez, som fansene og dele af spillertruppen fra starten ikke havde det specielt godt med.
Om det var det stigende, resultat-mæssige pres eller det anstrengte forhold til både spillertrup og fans, der fik skovlen under Benitez, er ikke til at spå om. Ikke desto mindre blev Benitez fyret i går aftes. Han var ellers ansat på en tre-årig kontrakt, der altså kun endte med at holde i cirka et halvt år.
Det at fyre Benitez har tilsyneladende ikke været så lige til, som man kunne tro. Især præsidenten, der tidligere har forsvaret Benitez i fuld offentlighed, synes tilsyneladende, at der var tale om en vanskelig beslutning. Han er dog også hurtig til at give den nu tidligere Real Madrid-træner et par rosende ord med på vejen.
– Vi har truffet en meget svær beslutning, især for mig, om at afbryde samarbejdet med Rafa Benitez, udtaler Perez ifølge FootballEspana.
– Han er meget professionel og en fantastisk person. Jeg vil gerne takke ham for hans dedikation i tiden her.
Som erstatning har Perez og resten af ledelsen i Real Madrid udnævnt Zinedine Zidane, der ellers har været træner for reserveholdet, som træner for det pompøse førstehold. En aftale, som strækker sig sæsonen ud. Også ham giver Perez gerne et par rosende ord med på vejen.
– Zidane er uden tvivl en af de største personligheder i fodboldens historie, afslutter Perez.