Det tyske wonderkid, Mario Götze, har været rygtet til Liverpool, som ville betyde genforening mellem ham og Jürgen Klopp. Men med sine seneste udtalelser virker et skifte alligevel mindre aktuelt.
Hans genoptræning er i fuld gang. Mario Götze har været skadesplaget siden oktober, men på trods af det har Liverpool vist interesse for at hente ham til klubben allerede til januar. Stortalentets udtalelser igår aftes taler dog ikke for et skifte i den nærmeste fremtid for den tyske landsholdsspiller.
– For mig er det vigtigt at være i form, at være fit til at spille og finde min rytme. Jeg har en kontrakt frem til 2017, og jeg er glad og heldig for at være i Bayern, siger han.
Mario Götze, også kaldt Super-Mario, kom til Bayern München i 2013 efter en glimrende sæson i Dortmund under ledelse af Jürgen Klopp. Siden hen har han både scoret vigtige mål for Bayern München og det tyske landshold, men i denne sæson er det blot blevet til ét mål i sine syv ligaoptrædener. Han håber i den nærmeste fremtid at blive en rollefigur for den tyske storklub.
– Selvfølgelig vil jeg gerne blive et ansigt udadtil for Bayern München og tage ansvar, siger han til bundesliga.com.