Johan Cruyff ændrede fodbold for altid gennem hans spilfilosofi, ifølge den anderkendte spanske fodboldjournalist Guillem Balague.
Den tredobbelte Ballon d’Or-vinder Johann Cruyff døde i går i en alder af 68, efter en lang kamp mod lungecancer.
Sky Sports spanske fodboldekspert mener, at den tidligere Barcelona-spiller og træner ikke blot ændrede spillestilen i Barcelona, men hele verden:
– Han var genial. Måske den vigtigste person i fodboldhistorien, både som spiller og træner. Han ændrede fodbold fuldstændigt.
– Cruyff er en religion og meget af det, der sker i fodbold er kopieret fra hans religion. Han er det tætteste fodbold kommer på en Gud – i hvert fald i Barcelona.
– Hans filosofi var meget succesfuld og blev kopieret af det spanske landshold med stor succes. I 1990’erne var fodbold meget fysisk og Cruyff gik imod tiden. Med `The Dream Team´ gik han imod det fysiske spil og senere gik Pep Guardiola i hans fodspor.
Som Barcelona-spiller vandt Cruyff klubbens første La Liga-titel i 34 år i 1973/74 i hans første sæson i klubben, og blev kåret til Årets spiller i Europa.
Det var dog primært som træner at Cruyff transformerede klubben:
– Da Cruyff kom til Barcelona som spiller hjalp han dem til titlen efter en lang tørkeperiode. På det tidspunkt var de langt svagere end Real Madrid. Han begyndte at give klubben den manglende vindermentalitet tilbage. Som træner lykkedes det at ændre hele klubmentaliteten.
– Det var et perfekt ægteskab, da han blev træner. Barcelona havde altid været forbundet med god fodbold, men han havde flere ideer, der gjorde alle lidt bedre.
Læs også: Johan Cruyff bliver hyldet med stadionnavn
– Kort sagt gjorde han to ting, der ændrede Barcelonas historie:
– For det første ændrede han udtagelsen af spillere. Han så tingene anderledes end andre. På et tidspunkt havde han fået at vide, at der var en dygtig spiller på klubbens B-hold. Han dukkede op til en kamp, men spilleren sad på bænken. Da han spurgte hvorfor, fik han at vide, at spilleren ikke var stærk nok fysisk. En uge senere testede Cruyff spilleren på førsteholdet og udnyttede hans store spilintelligens fremfor fysik. Spilleren hed Pep Guardiola.
– Den anden ting han ændrede var Barcelonas akademi. Han spurgte klubpræsidenten om alle hold i klubben ikke kunne spille det samme system. De begyndte at ændre alle holdenes taktikker til at være ens, og man har set resultatet af denne skoling sidenhen.
Cruyffs indflydelse strækker sig ikke bare til det nuværende Barcelona set-up, men længere endnu, ifølge Balague:
– Når Barcelona havde diskussioner om de skulle vælge Jose Mourinho eller Pep Guardiola som ny træner, besluttede de at gå med Pep, fordi han var garant for at følge de værdier Cruyff havde indlejret i klubben.
– Derfra havde Barcelona stor succes og Spanien vandt samtidig VM med mange Barcelona-spillere i truppen.
Læs også: Platini: Cruyff den bedste af dem alle
– Han har påvirket unge trænere over hele verden. Hvis man ikke ved noget om ham, bør man læse om ham. Det vil hjælpe en til at forstå fodbold og til at gribe tingene anderledes an, slutter Balague.
Johan Cruyff spillede i Barcelona fra 1973 til 1978. Han vendte sidenhen tilbage som træner i perioden 1988-1996.