Håbet om et trofæ lever for Manchester United efter sejr på Upton...

Håbet om et trofæ lever for Manchester United efter sejr på Upton Park

1242
0
DEL

Manchester United spillede sig videre til semifinalen i den traditionsrige FA Cup med en 2-1 udebanesejr over West Ham onsdag aften. 

Manchester United fik hjemmebanefordelen for et par uger siden i FA Cup-kvartfinalen, da West Ham blev trukket op af hatten.

Louis van Gaals tropper fik dog kun 1-1 mod Dimitri Payet og co., og derfor måtte de her til aften atter krydse klinger med The Hammers i en omkamp på Upton Park.

Første halvleg startede med en god mulighed til hjemmeholdet efter få minutters spil, da Enner Valencia fik trykket af. Afslutningen sad dog lige i favnen på David de Gea, der nemt kunne tage sig af bolden.

Langsomt kom Manchester United med i opgøret, og først var Marouane Fellaini tæt på, inden kometen Marcus Rashford forsøgte sig.

De to hold gik til pause med 0-0, og med det resultat ville West Ham stryge direkte i semifinalen.

Så let skulle det dog ikke gå for hjemmeholdet, for ni minutter inde i anden halvleg sparkede Marcus Rashford Manchester United i front efter en opspilsfejl af West Ham. Et par gode træk og en velplaceret afslutning var opskriften til et flot mål af den unge United-stjerne.

Manchester United lugtede blod efter målet og så sit snit til at udbygge føringen, hvilket skete et lille kvarter senere, da Marouane Fellaini stak benet ud på Anthony Martials skudforsøg. 2-0 til De Røde Djævle med 23 minutter igen.

På det tidspunkt havde de fleste udpeget en vinder, men opgøret fik fornyet spænding, da forsvarskæmpen efter 79 minutters spil stangede bolden i mål.

Herefter fik hjemmeholdet blog på tanden og fortsatte angrebsivrigt mod Manchester Uniteds mål, som blev forsvaret af samtlige elleve spillere.

Weekendens hattrick-helt for West Ham, Andy Carroll, forsøgte sig også med et hovedstød kort før tid, men forsøget gik over mål.

Med et par minutter igen scorede The Hammers, men målet blev korrekt underkendt grundet offside, og herefter løb kampen ud i sandet.

Manchester United er med 2-1-sejren onsdag aften klar til semifinalerne i den prestigefyldte FA Cup-turnering.

INGEN KOMMENTARER