Hareide: Agger er vigtig for sammenholdet i truppen

Hareide: Agger er vigtig for sammenholdet i truppen

1830
0
DEL

Den danske landstræner er glad for, at Agger er blevet sin skade kvit, da hans tilstedeværelse i landsholdstruppen er med til at styrke sammenholdet. 

Mandag morgen blev det danske landshold samlet frem mod træningskampene mod henholdsvis Island og Skotland.

Også landsholdets anfører, Daniel Agger, der søndag gjorde comeback for Brøndby efter en mindre skade, var mødt ind til landsholdets samling i København.

At Daniel Agger er blevet sin skade kvit, glæder Åge Hareide, der mener, at Agger er et vigtigt aktiv for det danske landshold, så længe han kan spille.

– Han er jo anfører på det danske landshold, og det er klart, at det er vigtigt for symbolikken at få Daniel Agger klar til at spille. Han vil meget, meget gerne spille for landsholdet og sit klubhold, selv om han har været uden for i en kort periode. Signalet i at få ham tilbage er meget vigtigt for sammenholdet og de andre i truppen, siger Hareide til Ritzau.

Læs også: Leicester-legende: Schmeichel er god nok til en top-5 klub

Landstræneren svarer dog noget mere kryptisk, da han bliver direkte adspurgt om Daniel Aggers fremtid på landsholdet, og om han er en del af planerne i den forestående VM-kvalifikationen.

– Han er med så længe, at han spiller fodbold. Ingen kan vide, hvad næste dag bringer. Jeg må orientere mig mod de spillere, som er tilgængelige og gode nok til at spille for Danmark, konstaterer Åge Hareide.

– Jeg har talt med Agger, men den samtale bliver mellem mig og ham. Men hvis Agger havde meldt ud, at han ikke er der efter sæsonen, så havde han heller ikke været her i dag, siger Hareide, og konstaterer, at Daniel Agger er anfører på landsholdet, så længe han spiller.

– Så længe han er indkaldt, så vil jeg have Daniel Agger som anfører, afslutter Hareide.

Daniel Agger har kontraktudløb med Brøndby til sommer, men selvom der ikke er kommet nogen ny aftale på plads endnu, så slår Agger fast, at han fortsat er til rådighed for det danske landshold.

Læs også: AaB-profil afløser Krohn-Dehli på landsholdet

– Når jeg er her, så er det et udtryk for, at jeg stadigvæk spiller. Så længe jeg gør det, så vil jeg være til rådighed for landsholdet, og så er det op til landstræneren at vurdere.

– Min landsholdsrolle er den samme, og den hverken vil eller skal ændre sig. Jeg skal som en af flere spillere bidrage med erfaring på og uden for banen, og man kan ikke dele mit bidrag op i det, det og det, siger Agger.

INGEN KOMMENTARER