Den tidligere Leicester-spiller, Gary McAllister, storroser den danske landsholdsmålmand, og ser ham som værende god nok til en top-5 klub i England.
Leicester City har haft en fantastisk sæson i Premier League, hvor de har ligget på førstepladsen i størstedelen af sæsonen.
Eventyrholdet har været på alles læber i løbet af de sidste mange måneder, og holdets spillere har tiltrukket sig interesse fra større og mere økonomisk stærke klubber.
Således har også Leicesters danske målmand, Kasper Schmeichel, spillet en fremragende sæson. Og spørg man Leicester-ikonet Gary McAllister, så har Schmeichel i denne sæson vist, at han er klar til større udfordringer.
– Jeg ville ikke disrespektere min tidligere klub, men jeg synes, at han er på et niveau, hvor han kan spille i de traditionelle top-fem- eller top-seks-klubber. Så god er han, siger McAllister til nyhedsbureauet Ritzau.
Læs også: Holdkammerat: Rashfords fart var en del af vores kampforberedelse
Især Kasper Schmeichels teknik med fødderne og lave fejlmargin, er noget, der imponerer den tidligere midtbaneslider.
– Han har udviklet sig, og jeg kan ikke få øje på, at han har lavet en eneste fejl i den her sæson. Fejl er noget, som målmænd typisk laver, når de er yngre, så han vil bare blive endnu bedre med alderen. Han bliver bedre til at træffe de rette beslutninger.
– Det imponerer mig især, at han er så god med fødderne. Han bygger angreb op helt nede fra målfeltet, siger McAllister om den danske landsholdsmålmand.
Kasper Schmeichel og resten af Leicester-mandskabet har et fint forspring på fem point ned til de nærmeste forfølgere fra Tottenham, og med et overkommeligt kampprogram frem mod sæsonens afslutning, kan Leicester efterhånden godt regnes som favoritter til Premier League-guldet.