Den danske landstræner Åge Hareide fortæller, at intet tyder på, at Daniel Aggers karriere er slut efter sæsonen.
Med en skrantende fysik og et kontraktudløb til sommer spekuleres der i, om Daniel Agger er i gang med sin sidste sæson som professionel fodboldspiller.
Det tyder intet dog på, mener den danske landsholdstræner Åge Hareide.
Hareide har afholdt møde med Daniel Agger omkring fremtiden på det danske landshold, og selvom drøftelserne på mødet holdes uden for citat, kan den nykårede landstræner røbe, at der ikke er noget, der tyder på et karrierestop.
Læs også: Vild historie: Klopp droppede køb af angriber, fordi han ikke jublede korrekt
– Hvad Daniel og jeg har talt om, det bliver mellem os. Men der er ingenting, der tyder på, at han stopper med at spille fodbold, siger Åge Hareide ifølge Ekstra Bladet.
Når VM-kvalifikationen starter, håber Åge Hareide, at det bliver med erfarne kræfter som Daniel Agger på banen.
– Vi har mange gode alternativer som midtstoppere, men det er altid ærgerligt at miste spillere med stor erfaring. Det er vigtigt at have nogle gutter med erfaring fra de rigtig hårde kampe, og Daniel Agger er en af de gutter, siger Hareide.
Læs også: – Jeg følte en pludselig væmmelse, da Rooney afslørede sit kontrakttilbud fra Kina
Efter et godt efterår for Daniel Aggers vedkommende uden de store skadeskvaler startede foråret skidt ud for Brøndby-anføreren, der således ikke var med, da de blå-gule tabte med 3-1 i Haderslev. Hareide er dog overbevist om, at Agger igen er klar til næste spillerunde i Alka Superligaen.
– Jeg tror, at grunden til, han ikke var med mod Sønderjyske, var, at man ville sikre, at han ikke blev yderligere skadet. Han kommer helt sikkert til at spille i weekenden, vurderer landstræneren.
Onsdag skal Åge Hareide for første gang nogensinde som landstræner udtage en trup, der skal op imod Island og Skotland. Den nye hærfører på det danske A-landshold ønsker dog endnu ikke at røbe, hvorvidt Daniel Agger er med i den trup eller ej.
Læs også: Premier League-tophold intensiverer jagten på Superliga-profil
– Det kan jeg ikke sige. Det vil jeg sige på onsdag, fastslår Åge Hareide.
Da Danmark skuffende røg ud af EM-kvalifikationen til naboerne fra Sverige, annoncerede den mangeårige højreback på det danske landshold, Lars Jacobsen, sit stop i den røde trøje, og derfor er Åge Hareide tvunget til at finde en afløser. Hvem han har i overvejelserne, får offentligheden ikke kendskab til, fastslår han.
– Jeg holder helt tæt, og jeg er iskold omkring det, for ellers risikerer jeg bare at åbne op for flere spekulationer, forklarer landstræneren til slut.








