Nicklas Bendtner er ikke med i Hareides første landsholdstrup, som byder på flere mulige debutanter.
I går kunne Åge Hareide offentliggøre sin første danske landsholdstrup forud for træningskampene mod Island og Skotland. Flere mulige debutanter er med, og så havde Bendtner meldt fra på forhånd efter en samtale med landstræneren.
Af nye navne kan nævnes målmanden Frederik Rønnow fra Brøndby og den tidligere AaB’er Henrik Dalsgaard, der nu spiller i belgiske Zuite Waregem. Også målmanden Jonas Lössl fra franske EA Guingamp, som tidligere har været udtaget, er mulig debutant.
Der var dog størst fokus på angrebsproblematikken på det danske landshold, og her svarede Hareide:
– Det ville være et forkert signal at sende, hvis jeg udtog ham til landsholdet. Det var han selv enig i, da vi havde en god snak om det. Det vigtigste for mig er at udtage spillere, som har fået spilletid, siger landstræneren på pressemødet.
Læs også: Se Hareides første landsholdstrup
– Hvis Nicklas Bendtners situation ændrer sig, vil han måske komme til at spille igen. Der er ingen tvivl om, at vi kigger den vej.
Åge Hareide er ikke nervøs for manglende kvalitet foran mål:
– Lasse Vibe var topscorer i Sverige, og jeg har set ham lave mange mål. Samtidigt er han en dygtig spiller, som kan løbe i dybden, så han er meget vigtig. Nikolaj Jørgensen har også lavet flere mål for FCK på det sidste, og Yussuf Poulsen scorer mål i RB Leipzig, så målene skal nok komme, sluttede landstræneren.