(Gentrykt d. 11/4-2016 – oprindeligt bragt d. 19/11-2015)
Nu leverer Sambabold.dk den endelige del af blogserien kaldet Joga Burrito. Serien omhandler Brasilianere, der har været tildelt et kæmpemæssigt talent, og som mere eller mindre har formøblet det gennem deres karriere, med en uprofessionel og lidt for let tilgang til livet som professionel fodboldspiller.
Indtil videre har i kunne læse om den fænomenale angriber Ronaldo, og det er vel og mærke den ’gamle’ Ronaldo. Blog nummer to i serien, handlede om dribleren Ronaldinho, der var blandt verdens absolut bedste spillere henover 3-4 år, men hans niveau dalede efterfølgende meget hurtigt pga. for mange fester og for lidt træning.
Nu er turen kommet til en lidt mindre kendt spiller, som aldrig gjorde et kæmpe væsen af sig, men som absolut havde talentet til at gøre det. Han havde et fantastisk venstreben, og kunne afslutte med verdens bedste. Der er tale om Adriano, der i nogle år terrorisede den italienske Serie A med sine færdigheder, men han formåede aldrig rigtig at markere sig som en af verdens bedste, som de to andre brasilianere gjorde.
Som 18-årig fik Adriano debut i den brasilianske liga, hvor han startede i kluben Flamengo. Her gjorde han sig godt bemærket, og allerede i 2001 hentede italienske Inter ham til europa. De lejede ham dog ud til Fiorentina ret hurtigt. Igennem noget hurlumhej med halve ejerskaber, som de jo har lavet en del af i Italien, blev Adriano solgt videre til Parma, da han ikke som sådan slog igennem hos Inter eller Fiorentina.
I den tid havde Parma en af de farligste angrebsduoer, da de i forvejen rådede et andet enfant terrible, den rumænske Adrian Mutu. Adriano gjorde det fremragende, og scorede 23 mål i 37 kampe, og Inter fortrød nok bitterligt, at de havde ladet denne stjerne i svøb smutte.
Men som den storklub de jo nu er, købte de simpelthen bare Adriano tilbage. Ca. 175 mio. kr. skulle der til, men så kunne de ellers også præsentere et af de mest lovende talenter i fodbold dengang. Og han leverede.
I 2004-2005-sæsonen spillede Adriano 16 kampe, og han scorede 15 mål. Derefter fortsatte brasilianeren og var i sit livs form, hvor han ellers bragede løs med sit dødsensfarlige venstreben. Som en fun fact kan jeg huske, at i spillet Pro Evolution Soccer havde han 99 i skudstyrk, så det var lidt af en kanon, han kunne fyre af.
Hans fremragende form blev belønnet med en ny kontrakt, og det resulterede desværre i starten på en masse problemer, der i sidste ende ville lede til en nedtur af en hvis kaliber. Endnu en gang, som set hos så mange andre brasilianske fodbolspillere, begyndte ledelsen at stille spørgsmålstegn Adrianos arbejdsmoral. Han blev fanget i at feste flere gange, og leverede generelt nogle dårlige præstationer gennem 2006-2007-sæsonen.
Carlos Dunga, Brasiliens både nuværende og daværende landstræner, havde igennem lang tid haft Adriano i sin trup, men efter disse hændelser, valgte han at skrotte angriberen. På alle tænkelige måder, var det ved at komme lidt ud af kontrol for Adriano. Helt galt gik det, da han missede en Inter-træning, fordi hans fødselsdag dagen inden, havde varet lidt for længe, og måske havde været lidt for festlig.
Hans festlige udskejelser var efterhånden blevet så voldsomme, at han blev kaldt alkoholisk af flere mennesker hos Milano-klubben. Det afledte selvfølgelig, at hans form var fuldstændig horribel, og han blev sendt til sit hjemland og Sao Paulo på en decideret træningslejr, for at komme i form igen.
Nogle mener at hans nedtur skyldtes hans faders død, som tilsyneladende tog vanvittigt hårdt på ham. Det er en forfærdelig historie, hvis det er tilfældet, fordi Adriano var virkelig en verdensklasse-angriber.
Udover hans problemer med formen og alkohol, havde han også en tendens til at være voldelig på banen, hvilket især kom til udtryk i en berygtet Champions League kamp mellem Inter og Valencia, hvor han var mere eller mindre grunden til et masseslagsmål mellem de to hold.
Adriano rykkede tilbage til Brasilien efter sin uheldige afslutning i Europa, hvor han nåede at spille for Sao Paolo, Flamengo, Corinthians, Flamengo igen og til sidst Atletico Paranaense. Han spillede fra 2010-2014 kun 10 kampe, hvor der indimellem også var en smuttur tilbage til det italienske og Roma, hvilket udgjorde fem af kampene.
Adriano formåede desværre ikke at ændre historien for de småtykke brasilianere, og hans nedtur er måske den værste af de tre, vi har beskrevet her på Sambabold.dk.
Hvorfor det lige er brasilianere, der har så svært ved at håndtere pengene og den øgede eksponering, er svært at udtale sig om. Måske kommer det af, at mange af dem kommer fra enormt fattige kår, og på meget kort tid opnår alt hvad de nogensinde har drømt om, og derfor også vil udforske hele den verden der følger med.
Lignende eksempler fra andre lande, kan man nævne Paul Gascoigne og George Best, som ligeledes havde deres kampe med alkohol og fester, og de kom begge fra forholdvis fattige kår. Der er selvfølgelig også en masse succeshistorier på den front, så der er absolut ikke noget lighedstegn mellem de to ting, men det kan have en betydning, vil jeg tro.
Tak fordi i læste med, jeg håber i har nydt serien.
