Danske Daniel Høegh er kommet sig over sin skade, hvorfor han nu vil tilbageerobre pladsen i startopstillingen tilbage. Han spiller i øjeblikket for schweiziske FC Basel, hvor han fik en fornuftig start indtil han altså blev skadet.
Daniel Høegh skiftede i sommers tilværelsen i Odense ud med en tilværelse i Basel. Hans start kunne ikke have været ret meget bedre. Han fik fuld spilletid i de første ni af ti ligakampe. Derudover fik han også spilletid i både Champions League og senere i Europa League.
Daniel Høeghs tid med succes blev dog ganske kort. Han blev skadet i knæet, hvilket forhindrede danskeren i at spille fodbold i en måneds tid. Derefter fik han comeback, hvorefter han blev skadet endnu engang.
Så sent som i november-måned blev danskeren så opereret i menisken i det ene knæ. Tiden siden da har danskeren brugt på en genoptræning, der nu har båret frugt. Høegh er således ved at være klar igen.
– Jeg har brugt det meste af julepausen på at genoptræning, og jeg synes det ser godt ud. Jeg føler mig klar til at starte op efter nytår, så det er meget positivt, udtaler Høegh ifølge bold.dk.
– Planen er, at jeg trin for trin skal integreres i træningen og så må vi se, hvordan det går. Det er altid noget andet at træne med holdet frem for at genoptræne for sig selv. Så jeg må lige have følingen med, hvordan det går, men som udgangspunkt går jeg med for fuld skrald.
Første gang at Daniel Høegh og resten af FC Basel skal tilbage på træningsbanen efter juleferien er den 4. januar, hvorefter der skal gå endnu en måned før det gør løs i den schweiziske liga.
– Det var selvfølgelig irriterende at få det skadesafbræk, når det nu startede så godt. Det var fedt at jeg blev vist tillid fra start, og det gik jo også supergodt, siger Høegh.
– Når man er skadet, kommer der andre ind, så jeg skal selvfølgelig have tilbageerobret min plads så hurtigt som muligt. Første skridt er at være klar igen, så det er positivt, at jeg er det.
Basel holder desuden juleferie på førstepladsen i den schweiziske liga, hvor man har hele ti point ned til nummer to, Grasshoppers.








