Lars Høgh stopper som målmandstræner i OB og erstattes af Lars Bjerring, der kommer til fra FC Nordsjælland.
Som spiller opnåede Lars Høgh 817 førsteholdskampe for OB og blev også danmarksmester 1977, 1982 og 1989. Herudover fik Høgh otte A-landskampe. Han er med andre ord en sand OB-legende, men nu er samarbejdet med klubben slut.
OB har nemlig ønsket at have en målmandstræner på fuld tid, men det har Høgh ikke ønsket grundet opgaver i sit eget firma:
– Lars Høgh er en rigtig dygtig målmandscoach, som har en høj status i OB. Det har været afgørende for os, at vi fik en målmandstræner på fuld tid, og det har vi tilbudt Lars Høgh, der dog gerne ville holde fast i de øvrige opgaver han har at gøre med i sit eget firma. Det har vi forståelse for, og vi er rigtig glade for den tid, Lars har været tilknyttet hos os, siger sportsdirektør Jesper Hansen til klubbens hjemmeside.
Læs også: OB fortsætter pointhøsten og deltager i medaljejagten
Lars Bjerring er ny målmandstræner i klubben. Han kommer fra et lignende job i FC Nordsjælland. OB har ligeledes tilknyttet scouten Ole Nielsen på fuld tid.