Barcelona-træner Luis Enrique accepterer, at hans hold er blevet påduttet favoritværdigheden forud for opgøret imod Arsenal.
Barcelona-træneren underbygger sin påstand med, at Barcelona trods alt er regerende Champions League-mestre.
– Favoritværdigheden er logisk. Vi er mestrene og ikke bare et tilfældigt hold. Vi kommer ikke til at lave om på, hvad vi gør. Vi bliver nødt til, at gøre det godt med og uden bolden for at slå en modstander som Arsenal, udtalte Luis Enrique.
Selvom Luis Enrique accepterer favoritværdigheden, så understreger han altså også, at Arsenal ikke bliver nogen nem modstander. Den spanske træner mener dog at have opskriften på succes.
– Jeg håber på en kamp, hvor vi har bolden på modstanderens banehalvdel. Der kan vi spille vores type fodbold.
– Vores mål er at vinde kampen. Vi må være bedre end vores modstandere. Et hold, som er en stærk enhed og som fint er i stand til at omstille sig.
– Arsenal besidder evnen til at dominere fodboldkampe. Det bliver en god kamp, fordi begge hold vil forsøge at tage kontrollen.
Luis Enrique havde også tid til at knytte et par bemærkninger til sin frygtede angrebstrio “MSN”.
– Jeg siger “abracadabra” til trioen og så sprudler de af energi. Nej, seriøst. De har meget frihed såvel som defensive forpligtelser. Vi forsøger, så vidt det er muligt, at få bolden frem til dem.
– Messi var god i sidste sæson, men i denne sæson er han meget bedre. Han er en spiller, som er i stand til, at forny sig hvert år. Når han spiller på midtbanen, så er han den bedste midtbanespiller overhovedet. Han er en sand nøglespiller og vores leder.