Wayne Rooneys plads i startelleveren hos Manchester United er fuldt berettiget, mener manager Louis van Gaal, der samtidig cementerer, at han er tilfreds med det, kaptajnen leverer.
Manchester Uniteds nummer 10 har været heftigt kritiseret, og nogle gange har eksperter, fans og andet godtfolk siddet tilbage med fornemmelsen af, at holdet egentlig havde været bedre uden Wayne Rooney på banen.
Den opfattelse deler Louis van Gaal dog langtfra, og han understreger, at United-kaptajnen bidrager med en masse godt til holdet.
– Wayne (Rooney, red.) laver en masse. Han bidrager med en helt masse til holdet. Jeg er meget tilfreds med ham, fastslår Louis van Gaal ifølge FourFourTwo.
Da Manchester Uniteds hollandske manager blev adspurgt, hvorvidt Wayne Rooney har sin berettigelse på holdet, svarede han prompte:
– Ja, selvfølgelig. Ellers ville han være taget af holdet.
– I øjeblikket spiller han ikke den forreste angriberposition. (Anthony, red.) Martial spiller der, men det er muligt, at han (Wayne Rooney, red.) skal spille der i nogle kampe. Det kommer ikke altid kun an på kvaliteten og kampformen for spilleren, men også kampplanen, forklarer Louis van Gaal.
30-årige Wayne Rooney har blot fundet netmaskerne to gange i indeværende Premier Leauge-sæson.








