Everton har eftersigende intensiveret jagten på Dynamo Kiev-stjernen Andriy Yarmolenko, der har indrømmet, at han hellere vil til Everton end til Barcelona.
Yarmolenko var sat i forbindelse med flere transfers i løbet af januar. Både Arsenal, Stoke og Everton skulle have stået på spring for at hente den målfarlige ukrainer til Premier League. Sidstnævnte har altså nu intensiveret jagten.
Europa- og verdensmestrene fra Barcelona var også sat i forbindelse med Yarmolenko, men nu har den 26-årige ukrainer løftet sløret for, at han hellere vil til Everton end Barcelona. Han vurderer, at han ikke vil kunne få lige så meget spilletid i den spanske storklub som i Everton.
– Jeg vil hellere til Everton, udtalte Yarmolenko til Express.
– Selvfølgelig kan man tage til Barcelona, tage et sejt selfie med [Lionel] Messi, sætte billedet på Instagram og få en million likes, men sådan er jeg ikke.
– For mig er det vigtigt, at spille kampe. Hvis jeg ikke spiller to kampe om ugen, så har jeg ikke noget sted, at gøre af mine følelser og min energi. Min familie ville blive sindsyge.
– Hvis jeg spiller, så er jeg stille og smilende den følgende dag. Hvis jeg går glip af en kamp og bare ligger i huset, så ender jeg øjeblikkeligt i et skænderi.
Everton har lige opnået den første sejr i 11 kampe. I onsdags slog de således Newcastle United 3-0 på deres hjemmebane Goodison Park.
Everton vil dog efter al sandsynlighed holde et vågent øje med Romelu Lukaku, der har pådraget sig en rygskade og kunne gå glip af kampen imod Stoke i denne weekend.
Yarmolenko har optrådt 22 gange i denne sæson, hvor det er blevet til hele 13 mål.