Chelsea måtte i lørdags atter gå fra en Premier League-kamp uden point, hvor man denne gang tabte 1-3 på eget græs til rivalerne fra Liverpool. Efter kampen har nogle mundaflæsere forsøgt at finde ud af, hvad Jose Mourinho sagde til sin stab.
Chelsea har på ingen måde formået at følge op på sidste sæsons succesoplevelser, hvor denne sæson nærmest har været en total modsætning. Man har tabt kampe på stribe og spillet kedelig fodbold.
I lørdags mødte man så rivalerne fra Liverpool, der heller ikke ligefrem har imponeret, hvilket blandt andet har resulteret i en fyring af Brendan Rodgers. Deres nye manager Jurgen Klopp fik dog sin første sejr, da man gæstede Stamford Bridge.
Efter kampen nægtede Jose Mourinho at udtale sig til pressen, men han holdt istedet et møde med sin trænerstab inde på banen. Mirror Football havde nogle mundaflæsere tilstede for at finde ud af, hvad portugiseren sagde til staben:
– Det er ikke … og vi bliver nødt til at have den, den næste er virkelig vigtig … vi skal sikre … vi MÅ ikke tabe den i næste uge, sagde den pressede træner ifølge Mirror.
– I ved, det ikke er godt, og det er det sjette nederlag, men problemet var … han gav ikke … det gule da han … og jeg vidste ikke, hvad der ville ske, sagde Mourinho refererende til Lucas Leivas frispark i anden halvleg, hvor han nemt kunne have fået sit andet gule kort.
Det sidste, kameraet nåede at opfange, var:
– Men vi må alle stå sammen, og … men jeg kan ikke sige til dem, at det ikke er sådan, men det er bare ikke rigtigt, fik mundaflæserne Mourinhos budskab til staben til.