Napolitanernes midtbanedirigent, Jorginho, er i den grad på radaren hos adskillige Premier League-klubber, herunder Arsenal. Dette afslører spillerens agent, der samtidig beretter om, at Real Madrid ligeledes er interesseret i den brasiliansk-fødte italiener.
Efter Maurizio Sarri i sommer overtog tøjlerne i Napoli, er det kun gået en vej for syditalienerne: Fremad. Den italienske storklub virker således til at være den eneste sande konkurrent til Juventus, der fører ligaen med tre point ned til netop Napoli.
Ikke kun Gonzalo Higuain, med sine 27 mål i 29 ligakampe, har blomstret under Sarris ledelse. Også Jorginho har stor andel i klubbens topplacering.
Dette har således fået adskillige klubber frem i skoene, og spillerens agent, Joao Santos, afslører, at selveste Real Madrid har rost hans klient.
– Jeg har modtaget komplimenter om ham fra Real Madrid, og de fortalte mig, at de har fulgt ham, fortalte agenten til Radio CRC.
Det er dog ikke kun Los Blancos, der har midtbanemanden i kikkerten.
Faktisk har spillerens agent for nyligt været på visit i England, hvor han var i kontakt med forskellige Premier League-klubber.
– Jeg var forleden i London for at snakke med et par enkelte klubber. Jeg så kampen mellem Leicester og Newcastle samt Arsenal og Watford. Jeg tror godt, at han kan spille i England, fortalte Santos og løfter sløret for en af de engelske klubber, der følger Jorginho.
– Arsenal følger ham, men de er indtil videre ikke kommet med noget konkret.