Den portugisiske toptræner bekræfter, at han vil være at finde i en ny klub til sommer. Hvilen klub, der får fornøjelsen af ham, ved han endnu ikke selv.
José Mourinho har siden Chelsea-fyringen i december stået uden arbejde, men den 53-årige succestræner har dog ikke haft travlt med at finde en ny klub, selvom mulighederne har været mange og gode.
– Alt er godt, alt er godt. Om jeg savner fodbold? Ja, jeg savner det. Men jeg har mit blik rettet mod fremtiden. Jeg vil gerne have fodbold tilbage i mit liv, og tiden flyver, og juli er lige rundt om hjørnet, lyder det fra Mourinho i et interview til BT Sport. Portugiseren melder dog ikke noget om hvilken klub, han i næste sæson skal stå i spidsen for.
– Ja, det er helt sikkert (at, han vil træne en klub til sommer, red.). Jeg ved ikke hvor. Siden jeg forlod Chelsea i december, er jeg ikke kun blevet tilbudt muligheder, men også gode muligheder. Men jeg valgte at vente. I juli begynder pre-season, som jeg gerne vil være en del af.
Mourinho har siden afskedigelsen på Stamford Bridge været sat i kraftig forbindelse med trænerposten på Old Trafford i takt med de dårlige præstationer under Louis van Gaals ledelse. Hovedpersonen selv vil dog som bekendt ikke be- eller afkræfte noget.
Kun tiden vil således vise, hvor den tidligere Real Madrid-træner ender.