SønderjyskE måtte i dag lide et 2-1 nederlag på hjemmebane til FC København, og det var endda til trods for, at holdet længe førte med 1-0, og det er noget, der ærgrer træner, Jakob Michelsen.
SønderjyskE har været sæsonens mest positive overraskelse, det kan der vist ikke herske nogen tvivl om. I dag kunne holdet så tage endnu en skalp, hvis de kunne vinde over vicemestrene fra FC København. Desværre for sønderjyderne kunne FCK rejse hjem med en 2-1 sejr i bagagen, men alligevel er træner, Jakob Michelsen, tilfreds med indsatsen.
– Første halvleg var relativt jævnbyrdig, men i anden halvleg holdt vi for dårligt fast i bolden. Vi kom under et massivt FCK-pres og de viste, at de har angribere for små 100 millioner kroner oppe foran, siger Sønderjyske-træner Jakob Michelsen efter kampen til Canal9.
– Drengene solgte sig selv dyrt, og de blev bakket godt op af tilskuerne, men alt i alt var det en fortjent FCK-sejr. De har et dygtigt hold, også bedre end os, så selvom vi er skuffede over nederlaget, er vi også fattede og realistiske.
SønderjyskE er efter dagens nederlag placeret på en flot 3. plads i Alka Superligaen. I næste runde skal holdet op mod AGF, der ligeledes led et nederlag i denne runde.