Christian Abbiati har efterhånden været i AC Milan i en del sæsoner, og selvom Milan-veteranen lige nu ikke er førstevalget på målmandsposten, så er den rutinerede keeper ikke i tvivl om, at pokalturneringen er vigtig for klubben.
For mange er pokalturneringen måske ikke førsteprioritet, men ifølge Christian Abbiati, bør AC Milan satse stort på cuppen i Italien, og det er der en god forklaring på. Veteranen mener nemlig, at Coppa Italia er en turnering med prestige.
– Den italienske pokalturnering er en turnering for hele Italien. Det er fedt, når du vinder den. Vi er nødt til at gå ud og gøre vores bedste, fortæller den rutinerede målmand.
Der var også rosende ord med på vejen fra Abbiati, der mener, at konkurrenten på målmandsposten, Gianluigi Donnarumma, har en stor fremtid foran sig.
– Donnarumma? Han har en stor fremtid foran sig. Han er kun 16 år, og han har gode evner. Han kan kun blive bedre. Jeg er selv meget rolig, hvad angår min fremtid. Jeg har det fint i klubben, og jeg vil først tænke over noget sidst på sæsonen.
Christian Abbiati er efterhånden blevet 38 år, og selvom den aldrende Milan-keeper har mistet pladsen i målet og er røget helt ned som det normale tredjevalg, så er han stadig tilfreds med sin tilværelse i klubben.







