Mourinho: Premier League-titel er ‘Mission Impossible’

Mourinho: Premier League-titel er ‘Mission Impossible’

1201
0
DEL

Hvis Chelsea skal gøre sig nogle forhåbninger om at genvinde Premier League-titlen i denne sæson, skal de have fat i ‘Mission Impossible’-stjernen, Tom Cruise, lyder det fra en ærlig og humoristisk José Mourinho. 

The Blues fik i gårsdagens opgør mod Norwich en yderst tiltrængt sejr, da Diego Costa scorede kampens enlige mål. Dette var London-klubbens første sejr i fire Premier League-opgør, men på trods af sejren befinder Chelsea-mandskabet sig på en meget skuffende 15.plads i den bedste engelske række.

Dermed synes mesterskabsræset at være kørt for Chelsea, og dette erkendte Mourinho også efter gårsdagens sejr. Den 52-årige manager tror dog stadig på, at den Champions League-givende fjerdeplads er inden for rækkevidde.

– For mig er fjerdepladsen ikke en umulig mission. Hvis du spørger mig om, vi kan vinde mesterskabet, så vil jeg sige, at det er en umulig mission, forklarede den succesrige manager i en pressekonference umiddelbart efter kampen.

– Måske kan Tom Cruise gøre det, men det er svært.

De blå fra London er i øjeblikket 12 point fra Arsenal, der indtager den eftertragtede fjerdeplads. På trods af denne besværlige situation, som Mourinho befinder sig i, er portugiserens humoristiske sans tydeligvis stadig intakt.

I de seneste fem sæsoner har det i gennemsnit krævet 72 point at sikre sig den vigtige fjerdeplads i Premier League. Hvis Chelsea skal nå dette antal point, kræver det 58 point i de resterende 25 ligakampe. Eller med andre ord, 19 sejre og én uafgjort. Dette afskrækker dog ikke Mourinho fra at tro på, at hans mandskab kan spille sig i top fire.

– Vi bliver nødt til at tage point fra fire kandidater (til fjerdepladsen, red.), fortæller Mourinho og fortsætter:

– Men nogle af de hold, som har succes, får måske også et kollaps. Det bliver svært at få fingrene i fjerdepladsen, men det er inden for rækkevidde, lyder det fra den stadig pressede Chelsea-manager.

Mourinho og Co. skal i næste spillerunde på en svær opgave ude mod Tottenham, hvor tre point er påkrævet, hvis de skal turde drømme om Champions League på Stamford Bridge.

INGEN KOMMENTARER