Kamil Wilczek er glad for at være havnet i Brøndby IF, som i hans optik er en stor klub med nogle stolte traditioner. Den polske angriber fortæller endvidere, at han allerede har hørt en masse positivt om holdets 12. mand.
Fredag morgen bekræftede Brøndby IF, at man har hentet Kamil Wilczek i Serie A-klubben FC Carpi.
Der virker allerede til at være høje forventninger til den polske frontløber, og hovedpersonen selv er da også indstillet på at arbejde hårdt for sagen.
– Brøndby er en stor klub med stolte traditioner, og jeg vil gerne være med til at sikre, at klubben hvert år spiller med om medaljer. Jeg er opsat på at gøre mit til at løfte holdet yderligere i fællesskab med mine nye holdkammerater, siger Kamil Wilczek til klubbens hjemmeside.
Det kommer dog til at tage noget tid at genfinde kampformen og den sidste skarphed efter manglende spilletid i Serie A, erkender han.
– Jeg ser frem til en god, lang opstart, hvor jeg har mulighed for at lære holdet og spillestilen godt at kende. Det tager selvfølgelig noget tid, og jeg ved, at der er hård konkurrence, men jeg går til opgaven med både ydmyghed og vilje til at arbejde for sagen, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil sætte mit aftryk, siger Wilzcek og fortsætter:
Læs også: Vidunderdreng: Brøndby er det rigtige for mig
– Fra barnsben har jeg lært, at hårdt arbejde betaler sig. Det understregede mine trænere, fra jeg var helt lille, så det er nærmest kommet ind med modermælken. Jeg er glad, når jeg kan mærke i min krop, at jeg har arbejdet hårdt og givet alt, hvad jeg har. Derfor føler jeg også, at Brøndby-filosofien passer godt til mig. Brøndby vil gerne dominere kampene, men samtidig er der en forventning om, at det skal arbejdes hårdt for sagen, og jeg står for de samme værdier. Det glæder jeg mig til at vise fansene, som jeg allerede har hørt meget godt om.
I sidste sæson blev Kamil Wilczek topscorer i den polske liga.