Efter blot et halvt år hos EFB er den kontroversielle angriber, Nicki Bille, allerede fortid i den vestjyske fiskerby. Den tidligere FC Nordsjælland-angriber skal nu slå sine folder ud i polsk fodbold hos Lech Poznan, der har sikret sig danskeren for to og et halvt år.
Nicki Bille vendte i sommer tilbage til Danmark og Esbjerg efter et fem år langt udenlandseventyr, hvor han både tørnede ud for blandt andre Villareal og Evian.
Nu er den 27-årige angriber atter på farten igen efter blot 19 kampe i Esbjerg-trøjen. Dette bekræfter EfB-direktør, Søren Poulsen, overfor klubbens hjemmeside. Denne gang er det Lech Poznan, der får fornøjelsen af den velberejste offensivspiller.
– Som Nicki Billes ophold i EfB har udviklet sig, har vi ikke set nogen vej til et konstruktivt, fremtidigt samarbejde. Nicki fylder som type meget i en trup, og han har med sin kampvilje og ihærdighed erobret mange fanhjerter i tiden i EfB, fortæller Poulsen og fortsætter:
– Men både han og vi vurderer, at han ville blive vanskelig at integrere i det fællesskab, cheftræner Jonas Dal ønsker at skabe i superligatruppen. Vi foretog for et halvt år siden en investering, som vi med den valgte model for hans videre karriere får tilbage, så vi økonomisk bliver holdt skadesløse.
Hovedpersonen selv er opsat på den nye udfordring, og han er kun kommet for at vinde, fortalte Bille til sin nye klubs hjemmeside.
– Jeg er klar over, at sæsonen ikke er forløbet ideelt for klubben, men jeg er kommet for at vinde. Jeg er klar over, der er langt op til førerholdet Gliwice, men det er jeg ikke så interesseret i. Jeg er kommet for at vinde, vinde og kun vinde, lyder de opmuntrende ord til den polske klubs tilhængere.
Lech Poznan bliver Billes 12. klub i seniorkarrieren.