Når Manchester United og PSV Eindhoven tørner sammen på Old Trafford i aften til tonerne af den legendariske Champions League-hymne, så bliver det samtidig et syn af et meget sympatisk banner, hvor de hollandske fans ønsker Luke Shaw god bedring.
Luke Shaw var i sit livs form, da Manchester United gæstede PSV Eindhoven på Philips Stadion i første gruppespilskamp i denne sæsons udgave af Champions League.
Manchester United tabte kampen med 2-1, og hvad værre var, at Luke Shaw måtte udgå med et brækket ben efter en hård tackling af mexicanske Hector Moreno.
Selvom ulykken ligger nogle måneder tilbage, så har PSV’s fans ikke glemt den unge venstreback, som har en opmuntrende hilsen med til ham i aften.
Således har PSV-fansene medbragt et banner til Manchester, som de allerede viste ved tirsdagens aftentræning på Old Trafford.

‘Get well soon, Luke Shaw’, står der på banneret, som direkte oversat betyder: ‘God bedring, Luke Shaw.’
Den sympatisk besked bliver igen vist til aftenens kamp mellem Manchester United og PSV, som fløjtes i gang klokken 20:45.








