Frederik Rønnow spår en lige og tæt kamp mellem FC Midtjylland og Brøndby IF. Marginalerne bliver afgørende, men de blågules målmand tror på en udesejr, hvis de får afvist deres dødbolde og står godt defensivt.
Et vigtigt slag skal stå imellem FC Midtjylland og Brøndby IF i Herning senere i dag.
Selvom de blågule er kommet bedre fra land i foråret end deres modstander, så tror Frederik Rønnow stadig, at kampen bliver svært og formentlig afgøres på de berømte marginaler.
– FCM er et rigtig godt hold. De har ikke fået den start på foråret, som de har ønsket, men det er altid nogle intense og helt tætte kampe, vi spiller mod hinanden. Det bliver en lige kamp, hvor dagsform og marginaler bliver afgørende, forklarer Rønnow overfor bold.dk.
Brøndby-keeperen mener dog, at der er god chance for, at de blågule kan få bedre gang i deres spil, fordi græstæppet på MCH Arena er noget bedre end det, de er vant til hjemme i egen hule.
– Jeg så selv banen, da jeg var med landsholdet, og den er bedre end den bane, vi har spillet på på hjemmebane, så vi kan forhåbentlig få lidt mere gang i spillet, end vi har gjort indtil videre i foråret, men det bliver stadig en fight, fastslår Rønnow.
Den tidligere Horsens- og Esbjerg-målmand tror på, at Brøndby kan løbe med alle tre point, hvis de vel at mærke holder den defensive struktur og får afvist de dødbolde, som FC Midtjylland er så berømt og berygtet på.
– Vi skal selvfølgelig være opmærksomme på deres dødbolde, som er en af deres helt store styrker, og kan vi få styr på det og stå godt defensivt, som vi har gjort hele sæsonen, så tror jeg på, vi kan løbe med det hele.
– Vi har hentet okay resultater og skulle også have slået Esbjerg. Nu har de spillere, som ikke var med landshold, fået god tid til at arbejde med nogle ting med Auri, så det ser rigtig fint ud, og vi er klar, siger Brøndbys sidsteskanse til slut.
Kampen afvikles klokken 18:00.