Manchester United-legende, Roy Keane, har ikke meget tilovers for de kommentarer Eden Hazard kom med i forbindelse med Champions League-braget mellem Paris Saint-Germain og Chelsea i tirsdags. Keane kalder belgieren for en ‘forkælet møgunge’.
Eden Hazard, der har haft mere end svært ved at finde fodfæstet i denne sæson, kom i tirsdags med en noget kontroversiel udtalelse. Den unge belgier sagde nemlig, at han ville have svært ved at takke nej til PSG, hvis de bankede på hans dør. Noget uheldig timing taget Chelseas modstander den aften i betragtning. The Blues stod nemlig overfor netop PSG i en kamp, de endte med at tabe 2-1.
Især muligheden for Champions League-fodbold trak i den vævre offensivspiller, afslørede Hazard. Noget som Chelsea efterhånden må skyde en hvid pil efter taget deres nuværende placering i ligaen i betragtning. London-klubben er således 14 point efter Manchester City på fjerdepladsen, der giver adgang til kvalifikationskampe til verdens fineste klubturnering.
Den tidligere Manchester United-profil, Keane, er dog mildt sagt ikke imponeret over Hazards udtalelser forud for sådan et vigtigt opgør mod pariserne.
– Jeg forstår virkelig ikke disse spillere. Han underskrev sidste år en kontraktforlængelse på fem år. Vi så, hvor god en spiller han var, fortalte den 44-årige irer til ITV og tilføjer:
– Og så lukker han alt dette nonsens ud på samme dag som en vigtig, vigtig kamp spilles, fortæller Keane, der ikke er i tvivl om, hvad han ville gøre ved Chelsea-profilen, hvis han fik mulighed for det.
– Hvis jeg var en af hans holdkammerater, ville jeg tæske ham op og ned langs træningsbanen. Nogle af de ældre spillere bliver nødt til at få styr på ham.
– Han er en meget talentfuld dreng, men han har en attitude som en forkælet møgunge. Det er fuldstændig latterligt, lyder den hudløse ærlige melding fra Keane.