Sergio Ramos har erkendt, at Real Madrid ikke længere kan afgøre mesterskabskampen selv. De har således brug for, at deres ærkerivaler FC Barcelona kvajer sig, hvis de skal gøre sig forhåbninger om, at vinde La Liga i år. Han understreger dog, at intet er afgjort endnu.
Real Madrid-forsvareren betragter FC Barcelona, som værende favoritter til at vinde det spanske mesterskab i denne sæson, men nægter at kaste håndklædet i ringen endnu.
Hovedstadsklubben befinder sig i skrivende stund syv point under FC Barcelona i tabellen. De befinder sig sågar også et enkelt point under lokalrivalerne fra Atletico Madrid.
Sergio Ramos understreger dog, at der trods alt er 14 kampe tilbage. Han har tilmed opmundret sine holdkammerater til fortsat at kæmpe og være klar til, hvis deres ærkerivaler skulle snuble.
– Titelkampen er ikke overstået endnu. Der er stadig mange kampe tilbage, udtalte Sergio Ramos.
– Det er dog sandt, at alt afhænger af Barcelonas resultater. Vi håber dog stadig, at vi kan vinde mesterskabet.
– Vi må fortsat fokusere på målet og ikke spilde flere point. Vi må presse Barcelona til den bitre ende.
– Atletico Madrid er åbenlyst også foran os, så vi skal ligeledes vente på, at de snubler.
Real Madrid spiller deres næste La Liga-kamp på søndag, hvor de drager til Malaga.