Steinlein: Sisto-salg er historisk

Steinlein: Sisto-salg er historisk

2614
0
DEL

FC Midtjylland solgte forrige søndag deres offensive profil, Pione Sisto, til den spanske klub Celta Vigo. Salget er det største i klubbens historie, afslører Claus Steinlein.

FC Midtjyllands kantspiller, Pione Sisto, forrige søndag midtjyderne til fordel for den spanske klub Celta Vigo, der også har danske Daniel Wass i truppen.

Sisto har længe været kædet sammen med et skifte væk fra FC Midtjylland, men det var altså først den 31. juli 2016, at et skifte faldt på plads for den danske landsholdsspiller med sydsudanesisk afstamning.

“Salget af Pione Sisto er det største salg i FC Midtjyllands historie,” siger sportsdirektør Claus Steinlein til Ekstra Bladet.

Steinlein ønsker ikke at fortælle, hvor stort beløbet konkret er, men det betyder, at salget overgår Winston Reid-handlen, som udløste 31,5 millioner kroner, da han blev solgt til West Ham for seks år siden.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger, så har Sisto kostet 48 millioner kroner, mens der derudover skal regnes yderligere bonusser med. Det sender handlen op i nærheden af 52,5 millioner kroner.

Celta Vigo har forsøgt at hente Sisto to gange tidligere, men det blev altså tredje gang, der blev lykkens gang for La Liga-klubben.

Fredag fløj en række repræsentanter fra Celta Vigo til Danmark, og efter nogle intense forhandlinger i løbet af weekenden kunne aftalen underskrives søndag.

“Det er en kæmpe dag for akademiet og FC Midtjylland,” siger Claus Steinlein til klubbens hjemmeside og uddyber:

“At en knægt som kommer fra Tjørring, som er bragt igennem akademiet, nu bliver solgt til Primera Division er et kæmpe skulderklap til alle, der hver dag arbejder med talentudviklingen i klubben.”

“Hans evner er skærpet gennem akademiet og siden har Superliga-teamet forfinet det. Og selv det seneste år, hvor Pione har haft noget modgang, har Jess Thorup givet ham mere hår på brystet, så Pione Sisto er kommet endnu stærkere ud fra sommerpausen,” siger Claus Steinlein.

FC Midtjylland, der har anerkendte bookmaker Unibet som sponsor, har tidligere oplyst, at man ikke agter at hente en direkte erstatning for Sisto i dette transfervindue. Steinlein fortalte søndag i et interview, at man satser på Mikkel Duelund og Václav Kadlec.

Sisto har underskrevet en femårig kontrakt med Celta Vigo.

Sistos biografi kort:

Pione Sisto Ifolo Emirmija blev født i Kampala i Uganda, og han har sydsudanske forældre. De flyttede til Danmark, da Sisto blot var to måneder gammel. Som 7-årig startede han i Tjørring IF tilbage i 2002.

Her spillede han frem til 2010, hvor han blev rykket op til FC Midtjyllands ungdomsakademi. Han var en del af ungdomsakademiet i tre år, inden han blev forfremmet til klubbens førstehold i 2013, 18 år gammel.

Undervejs har scouts fra store klubber som FC Barcelona, AC Milan, Juventus og Porto været i Danmark for at overvære Sisto. Ifølge De Telegraaf har Ajax Amsterdam også forsøgt at købe Sisto tidligere i karrieren uden succes. Hans agent var tidligere Jonas Ankersen, men i dag er hans agent hans egen bror, Angelo Sisto.

Pione Sistos fodbold-CV:

Klubber:

2002-2010 – Tjørring IF
2010-2013 – FC Midtjylland (ungdomsakademi)
2013-2016 – FC Midtjylland – 90 kampe, 20 mål
2016- Celta Vigo

Landshold:

2015- Danmarks U21 – 3 kampe, 1 mål
2015- Danmarks A-landshold – 2 kampe, 0 mål

INGEN KOMMENTARER