FC Midtjyllands danske midtstopper, Erik Sviatchenko, er tæt på et skifte til skotske Celtic.
Ifølge BT er Erik Sviatchenko kun et lægetjek fra et skifte til den skotske storklub Celtic. Drømmen om et undenlandsk fodboldeventyr er altså ved at blive en realitet for midtstopperen, der dog med dette skifte vil gå glip af de to Europ League kampe mod den engelske gigantklub Manchester United.
– Det (Manchester United-kampene, red.) gør, at jeg tænker mig om en ekstra gang. Men jeg har det også sådan, at der er ting, der er større. Blandt andet en karriere, der varer i 10 år og ikke bare i to kampe. De her kampe mod United er gigantiske for alle – også for mig. Men nogle gange er man nødt til at se længere frem, og skulle der komme et tilbud, der er attraktivt, tror jeg, det er mere spændende, sagde Erik Sviatchenko til BT for en uge siden.
Nu kom tilbuddet så, og FC Midtjyllands midtstopper, der har haft et yderst succesfuldt år, vil derfor snart være fortid i Herning. Med landskampe og et dansk mesterskab på CV’et kan Sviatchenko nu drage til Skotland, hvor han forventes at blive præsenteret i denne weekend.








