Schweiziske Gianni Infantino har allerede fået støtte fra Det Tyske Fodboldforbund og nu kommer der også opbakning fra Sydamerika.
Det Sydamerikanske Fodboldforbund lover at støtte Gianni Infantino, når der skal vælges ny præsident for Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) den 26. februar.
Infantino er generalsekretær i Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) og får altså nu støtte fra en hel verdensdel. Således har det Sydamerikanske Fodboldforbund (Conmebol) meddelt i en pressemeddelelse at alle dets medlemslande vil stemme på Infantino til valget:
– Conmebols eksekutivkomité har besluttet at støtte Gianni Infantinos kandidatur til og plan for præsidentembedet i FIFA, skriver forbundet.
Læs også: Prins Ali kalder sig selv favorit til FIFA-præsidentposten