Jens Jønsson har i dag sat sin underskrift på en ny kontrakt med AGF, så han nu er bundet til klubben indtil sommeren 2017.
Sportschef Jens Andersson har haft et stort ønske om at forlænge med den unge forsvars- og midtbanemand og er derfor glad for forlængelsen:
– Det er et stærkt signal, at Jens har valgt at forlænge sin aftale, og at han på den måde tydeligt tilkendegiver, at han tror på det, vi er i gang med i AGF. Jeg har haft en positiv dialog med Jens i lang tid, og fremfor alt her i januar har han tydeligt signaleret, at han gerne vil blive i klubben. Kontraktforlængelsen har egentlig også været på plads i en uge, men vi har valgt først at melde den ud nu, siger sportschef Jens Andersson til klubbens hjemmeside.
Læs også: AGF skriver kontrakt med 19-årig 2. divisionsspiller
Den 23-årige aarhusianer har forlænget sin aftale af flere årsager:
– Jeg synes, det ser rigtig spændende ud med ny trænerstab og nyt setup. Det vil jeg gerne være en del af, og jeg vil gerne være med til at spille AGF længere op i tabellen. Samtidig har det også været alfa og omega for mig, at jeg er tiltænkt en plads på midten. Mine ambitioner om at komme til en udenlandsk klub er stadig intakte. Det satser jeg også på at komme på et tidspunkt, og det er helt op til mig selv. Hvis jeg leverer godt for AGF, får jeg også muligheden på et tidspunkt, siger Jens Jønsson.