Ekstra Bladets fodboldkommentator Stig Tøfting mener ikke, at Brøndby IF har kvalitet nok til at hente medaljer hjem til Vestegnen i denne sæson. Dertil er de for skrøbelige og ufarlige, og så mangler de et topniveau på flere positioner.
I aften indledes Brøndbys medaljejagt, når hademodstanderen fra Hobro IK lægger vejen forbi Brøndby Stadion. Målsætningen for de blå-gule er krystalklar: top 3-placering i Alka Superligaen, når sidste runde er færdigspillet.
Spørger man Stig Tøfting, er det usandsynligt, at Brøndby får indfriet deres målsætning. Dertil mangler de farlighed og stabilitet i deres præstationer.
– Målsætningen er selvfølgelig medaljer, og flasker alt sig for Thomas Frank, så kan det dog sagtens være, at det holder. Min holdning er, at Brøndby virker for skrøbelige, ikke farlige nok og mangler topniveau på en række positioner. Derfor er fjerdepladsen mit bud, da holdet bør kunne indhente SønderjyskE, der i øjeblikket indtager den position, skriver Stig Tøfting i Ekstra Bladet.
Læs også: Hollandsk legende: Derfor har Memphis haft det svært i Manchester United
– Skal det blive til medaljer, så skal der bankes flere kugler i kassen, og der er spørgsmålet, om Brøndby har de rigtige våben i front, fortsætter Tøffe med den kritiske pen.
Den tidligere landsholdsspiller stiller også spørgsmålstegn ved Brøndbys nye indkøb.
– Nyindkøbet Kamil Wilczek har ikke imponeret i træningskampene og ligner en lottokupon. 24-årige David Boysen får nu muligheden for at bevise, at han kan vokse ud af rollen som talent og begå sig på højeste niveau. Trods scoring i sidste træningskamp er det dog ikke ham, der skal bære Brøndbys medaljedrømme.
Læs også: ‘Den næste Vieira’ jagtes af europæiske mastodonter
– Hatten skal hænges på Teemu Pukki og Johan Elmander – og det virker ærlig talt ikke skarpt nok til medaljer.
Tøfting ser endvidere kaptajn Agger som holdets største problem og profil. Forsvarsgeneralen er et problem grundet hans skadesfrekvens, mener Tøfting, og med Martin Albrechtsens pludselige skade hviler der et ekstra tungt ansvar på Daniel Agger, som ikke må gå i stykker i foråret.
– Problemet er Daniel Agger og midterforsvaret. Med Martin Albrechtsens skade er Daniel Agger pisket til at holde sig skadesfri i foråret. Ellers kan Brøndby nemt komme i problemer, da Martin Ørnskov og Jesper Juelsgård ikke er ideelle afløsere.
Læs også: Napoli-stjerne udsat for væbnet røveri
– Profilen er Daniel Agger. Han er lederen og indpiskeren hos Brøndby. Spilleren, som de andre læner sig op ad, og når Daniel Agger er bedst, så er han klart Superligaens bedste forsvarspiller, skriver Tøfting til slut om Brøndby.
Brøndbys premierekamp mod Hobro fløjtes i gang klokken 18:00 og kan ses på TV3+.
Læs også: Hobro-forsvarer inden Brøndby-møde: Mon ikke vi får noget ud af den kamp