Zanka elsker at provokere: Brøndby-fans finder på mange konspirationsteorier

Zanka elsker at provokere: Brøndby-fans finder på mange konspirationsteorier

2643
0
DEL

F.C. København-stopperen Mathias ‘Zanka’ Jørgensen erkender, at det er sjovt at stikke til de folk, der har noget imod ham. 

Intet mindre end tre derbyer skal afvikles i løbet af april måned, og første finder sted i Telia Parken onsdag aften, når de to ærkerivaler tørner sammen i DBU Pokalen i første af to semifinaler.

F.C. Københavns Mathias ‘Zanka’ Jørgensen ser også frem til de kampe, som fansene længes efter.

– Det betyder rigtig meget – især fordi det betyder så meget for vores fans. For dem er det sæsonen, der står på spil i lige så høj grad som det er mesterskaber og point.  Der er helt sikkert en forskel på at møde Brøndby eller Esbjerg som vi gjorde sidste år, men vi kommer til at have samme fokus – også selvom vi kommer til at skifte ud i startopstillingen, siger Mathias ’Zanka’ Jørgensen til Tipsbladet.

Forsvarsgeneralen kan mærke tydelig forskel på dagene op til et derby sammenlignet med en almindelig Superliga-kamp.

– Når man går ind til sådanne kampe, kommer der lidt flere bemærkninger på gaden fra FCK-fans, fordi det betyder meget for dem. Det er derby-måneden denne gang, og det betyder rigtig meget. Det er noget, folk har set frem til, forklarer ‘Zanka’.

Mathias ’Zanka’ Jørgensen har altid været en hadet spiller blandt Brøndbys fans, men den mørklødede forsvarskaptajn har aldrig rigtig forstået, hvorfor de gider gå så højt op i andre klubbers spillere.

Læs også: Top 10: Verdens største derbyer

– Jeg har aldrig rigtig forstået, at man gider at beskæftige sig så meget med spillere fra andre klubber, men det er showbusiness, så på en eller anden måde bidrager man til underholdningen, og det har jeg det fint med, siger ’Zanka’, der senest oplevede modvind på de sociale medier i weekenden, da han efter sejren over SønderjyskE i Telia Parken søndag eftermiddag fik skrevet: ’Nå, gjorde jeg noget forkert i dag?’ med tydelig reference til de mange hadefulde kommentarer, der bliver sendt hans vej uge efter uge.

– Det var egentlig mest for at sætte fokus på, at folk har travlt med at fare i flint, så snart der er noget, der har med mig at gøre. Almindelige ting, der er stille og rolige, bliver gjort til svinestreger, så jeg skrev sådan for at tage pis på det. Jeg kan godt se det sjove i det, og jeg ved godt, hvordan det fungerer, men der er så nogen, som ikke synes det er så sjovt. Derfor reagerer de på det – og det er jo så endnu sjovere, når man kan stikke en ekstra gang til det, indrømmer ‘Zanka’.

Særligt Brøndbys fangrupperinger har et dybtfølt had til FCK-stopperen, og flere gange har ‘Zanka’ selv opildnet til konflikter.

– Der står fans på deres tribuner, der kan finde på rigtig mange konspirationsteorier om alt muligt. Men jeg går ind i det her med liv og sjæl, og jeg går ind til alle kampe på samme måde. På den måde er der ikke nogen forskel, om det hedder Brøndby, Randers eller SønderjyskE, siger Mathias ’Zanka’ Jørgensen og fortsætter:

Læs også: Åge Hareide: Vi skal have Bendtner tilbage

– Det betyder så meget for klubben og fansene. Det er København, det handler om. Vi føler, at det er os, der er københavnere, og de er fra en eller anden provins. Det er sådan, det er i vores optik. Det er vigtigt at forstå, at jeg udtaler mig i vores og min optik, og jeg er sikker på, at der er andre, der har mange andre synspunkter. Det er de velkomne til at have, men det her er min personlige holdning, og den har jeg lige så meget ret til at have, fastslår han.

Selvom de indbyrdes kampe med Brøndby og den dertilhørende rivalisering fylder meget i og omkring København, så er det ikke, fordi ‘Zanka’ følger med i, hvad der sker på Vestegnen. Faktisk har han ikke set en eneste Brøndby-kamp i denne sæson.

– Det er svært at sige. Jeg har ikke set nogen af Brøndbys kampe, for det er sjældent, at jeg følger med i, hvad de render rundt og laver. Omvendt er vi i en god stime, og det vigtigste for os er at have en kampklar trup. Vi har spillet en masse kampe indtil videre, og vi alle skal gerne have vores kampe. Det er vigtigt, at vi får så mange kampe som muligt, så hele truppen er top-tunet til ligaen og de kampe, hvor det rigtigt gælder. Vi har minimum 12 kampe tilbage – og forhåbentligt får vi den 13., siger han med henvisning til en eventuel finale i DBU Pokalen.

De to tidligere derbyer i sæsonen endte henholdsvis 1-0 til Brøndby og 0-0.

Læs også: Agger er ude af pokalderby

INGEN KOMMENTARER