Mathias ‘Zanka’ Jørgensen ærgrer sig over, at han og holdkammeraterne ikke kunne spille på samme måde efter pausen, som de gjorde i løbet af de første 45 minutter. Københavnerne glæder sig dog over sejren og de tre point, fastslår forsvarsklippen.
F.C. København besejrede FC Midtjylland med 0-1 her til aften i en vigtig topkamp på Heden.
Særligt i første halvleg havde FCK’erne rigtig godt styr på sagerne, og de fik, hvad de kom efter, mener ‘Zanka’, der dog finder sidste fase af kampen frustrerende, fordi de lukker midtjyderne ind i opgøret.
– Det var et fint resultat. Det var det, vi kom efter. Som anden halvleg skrider frem, synes jeg, det er irriterende, at vi lukker dem ind i kampen, efter vi scorer til 1-0, men det er måske meget naturligt, siger ‘Zanka’ til TV3+ efter kampen og fortsætter:
– Vi bliver lidt for nervøse og lidt for glade for vores 1-0-føring, og der synes jeg, vi skulle have kørt på som i første halvleg og starten af anden. Men vi får tre point, og det er vi utrolig glade for.
F.C. København har med aftenens sejr hele ni point ned til FC Midtjylland, mens de har seks point ned til AaB.