Zinedine Zidane og Real Madrid var få minutter fra at snuble i går aftes, hvor klubben kunne tage fra Granada med en kneben 2-1-sejr. Luka Modric stod for det afgørende mål efter 85 minutter.
Zidane omtalte først og fremmest den hårde modstander og den larmende atmosfære på Los Carmenes, hvor Real Madrid altså vandt 2-1 i går aftes.
– Folk skal huske på, at man altid har det andet hold samt deres fans imod sig. Jeg har tænkt mig at fokusere på sejren i dag. Vi er Real Madrid, men Granada har også spillere, der kan give problemer. Man er nødt til at kæmpe til allersidst. Hvad der imponerede mig mest var vores attitude.
Den franske træner understregede også, at Modric havde en sand hovedrolle i gårsdagens kamp.
– Modric scorede et vidunder-mål og sikrede os endda tre point. Det var vores livline. Han burde skyde noget mere. Modric kan spille på mange forskellige positioner og jeg er glad for ham.
Selvom Real Madrid fik de tre point til sidst, så er der en anelse skår i gælden. Et par af Real Madrid-spillerne pådrog sig nemlig nogle knubs i løbet af kampen.
– Carvajal har det fint, det var er ikke noget særligt. Vi ved ikke, hvad der er galt med Marcelo endnu.
Real Madrid har haft det svært på udebane i den seneste tid og deres næste rejse er til Rom, hvor AS Roma venter.
– Vi er klar til Champions League. Alle kampe har deres vanskeligheder, men vi er forberedte.
Zidane havde ydermere et par forslag til, hvad der skal forbedres hen ad vejen.
– Vi skal forbedre os rent defensivt, men vi bliver også nødt til at score flere mål, så vi kan tage den noget mere med ro.
– Jeg er meget stolt af holdet. Det tager tid, hvis man vil bygge noget op.