Analyse: Svag offensiv udslagsgivende i jævnt Brøndby-efterår

Analyse: Svag offensiv udslagsgivende i jævnt Brøndby-efterår

2212
0
DEL

En solid defensiv og en uinspireret offensiv har været udslagsgivende for ustabilt Brøndby-efterår. Det skal forbedres, hvis man vil gøre sig forhåbninger om medaljer i foråret. Hvis det ikke sker, kan Thomas Frank snart være fortid.

Efter en lang og udmattende efterårssæson kunne Brøndby d. 6. december, ligesom resten af Superligaklubberne, gå på vinterferie med en 2-0-udesejr over FC Nordsjælland. Inklusiv kampene i DBU-Pokalen og kval-kampene til Europa League har sidste sæsons bronzevindere i alt spillet 28 kampe på kun lidt over 5 måneder. Set i forhold til den korte sommerpause, man opererer med i Danmark, vil den 3 måneder lange vinterpause være tiltrængt for både spillere og stab omkring holdet.

Efterårssæson, der ellers begyndte fint med en 9-0-sejr på hjemmebane over det upåagtede amatørhold Juevenes fra San Marino, har i den grad været en blandet fornøjelse set med Brøndby-øjne. Blandt højdepunkterne må man nævne hjemmesejrene over topholdene FCK og FC Midtjylland, mens nederlagene til AaB og den pinlige Europa League-sortie mod PAOK vil fremstå som efterårssæsonens største skuffelser.

Netop resultater som disse er også et udtryk for en manglende stabilitet i præstationerne, som i høj grad har været kendetegnende for Brøndby i dette efterår. Og med de ambitioner, man har sat sig i Brøndby, må man værre skuffede over, at man kun til dels har fået tilfredsstillende, stabile resultater, og at standarden og udviklingen i det spillemæssige koncept har været meget begrænset.

Forbedret defensiv

En af de positive ting som Brøndby kan tage med sig på vinterferie er, at man har forbedret sine fysiske og fightermæssige egenskaber markant. Dette blandt andet som følge af Daniel Aggers uventede lave skadehyppighed, jernmanden Rudolph Austins tilgang og Martin Albrechtsens jævnt overraskende comeback som en fast del af startelleveren.

Derudover har den lille sydafrikaner Lebogang Phiri i år fået sit definitive gennembrud på Brøndbys centrale midtbane, hvor han medHjemmehold Viborg Udehold Brøndby Frederik Rønnow Foto: Rune Aarestrup Pedersen stor ro, koncentration og elegance, modsat den nu næsten permanent bænkede Martin Ørnskov, ikke kun har været en dygtig bølgebryder, men også en god igangsætter.

Disse spillere og deres egenskaber har været med til gøre Brøndby gode i bl.a. hjemmekampene mod FC Midtjylland og FCK. Her har de kunne spille afventende og med en mere fysisk tilgang til spillet. Dette har også været tilfældet i en del udekampe – bl.a. mod OB, Viborg og FC Nordsjælland. Her har man ofte spillet mere disciplineret og uden alt for store ambitioner om at ‘skabe’ kampene, som de naturligt nok er ‘tvunget’ til at gøre på Brøndby Stadion. Dette har givet tid og rum til spillere som Johan Elmander, Ronnie Schwartz, Teemu Pukki og ikke mindst Riza Durmisi til at komme i omstillinger, som ofte har gjort ondt på modstanderne.

Derudover må man i forbindelsen med rosen af den udmærkede Brøndby-defensiv selvfølgelig nævne den nye mand mellem stængerne, Frederik Rønnow, som på fornem vis har udstrålet ro og overblik trods sin unge alder. Dette, krydret med mangle flotte redninger og gode indgreb i feltet, har gjort, at ingen snakker om, at Brøndby i sommers måtte sælge deres vel nok største profil på daværende tidspunkt, Lukas Hradecky. Rønnows 8 clean sheets i 15 Superligakampe er flot.

Underpræsterende kanter på svag hjemmebane

Selvom man i de føromtalte kampe ikke har spillet specielt godt, har det været nok til at vinde relativt mange svære udekampe. Dette har dog ikke været tilfældet på den ellers traditionelt stærke hjemmebane – her har man højst overraskende kun vundet 3 kampe (hvoraf 2 af dem var i de omtalte mod FCK og FC Midtjylland). Ydermere har man været rækkens mindst scorende hjemmehold, hvilket er et kæmpe problem for et hold og en klub, som i helt ekstraordinær grad er meget afhængige af hjemmepublikummets tilfredshed.

Brøndbys hjemmebanekompleks kan skyldes deres manglende evne til at ‘skabe’ kampene. Man har haft umådeligt svært ved at spille sig til chancer i åbent spil. Thomas Kahlenberg, som ellers lavede et flot comeback i kampene mod FCK og FC Midjylland, har efter landsholdudtagelsen til Sverige-kampene været en skygge af sig selv – dårlige præstationer af så vigtig en spiller vil ramme alle hold hårdt.

Brøndby - PAOK FC 27/08/2015 Play-offs, Second leg Brøndbys Elba Rashani

Derudover har den største svaghed været kanterne; Hverken Elba Rashani, Magnus Eriksson eller Andrew Hjulsager, som er traditionelle ‘spillende’ kanter, har ikke magtet at sætte sig igennem i pasningspillet, som skal lykkedes for at gøre Teemu Pukki rigtig god.

Den unge Christian ‘Greko’ Jacobsen har vist smagsprøver på sit talent – bl.a. med et flot langskudsmål mod FC Midtjylland. Desværre har han dog også haft til tendens til at falde ud af kampene, hvilket man ikke kan bebrejde ham efter kun en halv sæson i landets bedste række.

Det samme problem har man set hos Ronnie Schwartz, som helt åbenlyst bliver brugt forkert i rollen som kant – måske cheftræner Thomas Frank skulle bruge vinterpausen på at forsøge sig med en angrebsduo bestående af Pukki og Schwartz?

Dette vil måske kunne give mere plads til Pukkis dybdeløb, samtidig med at Schwartz kunne koncentrere sig mere om at placere i sig i de farlige områder omkring modstanderens mål, hvor han har vist sin målfarlighed i indeværende sæson.

Rasmus Falk som ny offensiv frelser?

Et eller andet skal Frank i hvert fald gøre – for helt evident er det, at han endnu ikke har fundet den rette konstellation mellem de 3 forreste, hvor alle hans alternativer (måske bortset fra Greko) generelt har leveret skuffende præstationer. Dette inklusiv kroyfæet Johan Elmander, som dog har vist sig som en glimrende ‘super-sub’ med hele 5 scoringer til følge – men fremtidens mand er han næppe.

Mon ikke at sportsdirektør Troels Bech og Brøndby-ledelsen satser på at skippe Eriksson og Rashani i vinterens transfervindue? En fornuftig handel af dem, vil give plads i budgettet til drømmespilleren Rasmus Falk fra OB. Netop en type som Falk vil kunne skabe netop de kreative og uventede indslag, som Brøndby-offensiven i den grad har savnet.

Netop den manglende kreativitet og evnen til at udnytte det spillemæssige overtag blev fint illustreret i hjemmekampen mod AaB. Her havde Brøndby, som sædvanligt, meget boldbesiddelse og mange afleveringer på de første tre fjerdele af banen. Men som det har været kendetegnende for store dele af efteråret formåede man ikke at spille sig til nok scoringsmuligheder mod et kompakt AaB-hold, som i omstillingerne og via deres vel-timede, kollektive presspil klinisk og effektivt kunne udnytte Brøndby-holdets åbenlyse svagheder.

Netop denne kamp var et tydeligt udtryk for, at Brøndby endnu er et stykke fra AaB, FC Midtjylland og FCK, når det kommer til kynismen og evnen til at indstille sig på de kampe, hvor man skal være det dominerende hold.

27.9.15. Brøndby - FCK.

Måske Frank skulle begynde forfine sit koncept en smule? Han kunne i hvert fald overveje at give en smule køb på den høje mængde af boldbesiddelse, man trods alt har haft i mange kampe, og så derimod forfine sine evner i omstillingerne og det mere direkte spil, som jo i en del kampe faktisk har vist sig at give pote.

Netop denne taktik ville også være skræddersyet til mere dynamiske spillere som Pukki, Hjulsager og Falk, samt de to offensive backs Johan Larsson og Riza Durmisi. Sidstnævnte, som var efterårets helt store åbenbaring, satser man formodentligt på først at sælge til sommer. Under alle omstændigheder står Jesper Juelsgaard klar i kulissen.

Dårligt forår kan give plads til nye ansigter

Brøndby-holdet kan altså se frem til et forår, hvor man formentlig vil halse en smule efter de øvrige tophold. Samtidig skal man holde sig skarp og dygtig for at holde sig foran klubber som OB, Randers FC og SønderjyskE, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at slutte blandt de 3 bedste og dermed indfri den erklærede sæsonmålsætning.

Hvis det ikke sker, er det ikke umuligt at Brøndby-ledelsen vil lade Thomas Frank gå. I stedet vil man formentlig satse på mere rutinerede og erfarne kræfter i bestræbelserne på at opnå ambitionen om at blive mestre i år 2018. Selvom man i Brøndby generelt har tillid til Franks projekt, kan man ikke ignorere, at den spillemæssige fremgang har været svær at få øje på i Franks nu 3. sæson i stillingen som Brøndby-træner.

Netop dette kan måske give muligheden til den nuværende færøske landstræner og tidligere OB-og Randers FC træner Lars Olsen, som har vist, at han kan skabe en seriøs mesterskabsudfordrer til FCK. At han ligesom de forhenværende Brøndby-trænere Auri Skarbalius, Henrik Jensen, Kent Nielsen og Michael Laudrup er tidligere spiller og profil i klubben vil dog ikke være en ubetinget fordel. 

Et andet bud på en eventuelt kommende Brøndby-træner kunne være nordmanden Dag-Eilev Fagermo, som i skrivende stund er træner i den norske klub Odd-Greenland. Men ifølge den norske avis ‘Telemarksavisa’, har Brøndby-ledelsen i sidste uge forhørt sig om muligheden for at købe Fagermo, som i de norske medier bliver beskrevet som en dygtig træner, der har leveret fine resultater med et begrænset materiale. Brøndby og Fagermo har dog begge afvist, at et snarligt samarbejde skulle være under opsejling.

Spændende bliver det i hvert fald at se, om Brøndby kan gentage sidste forårs fine præstationer og genvinde bronzemedaljerne, som uden tvivl vil puste moderate, men lunere vinde ind over den københavnske Vestegn. Hvis det ikke sker, vil det uden tvivl få konsekvenser for det sporslige set-up i klubben. 

INGEN KOMMENTARER