Daniel Agger erkender, at Brøndby IF var F.C. København underlegen på alle de afgørende parametre i aftenens derby.
Brøndby var uden de sædvanlige tilhængere i ryggen på besøg i Telia Parken i april måneds andet derby. F.C. København var i kontrol gennem størstedelen af kampen og vandt sikkert med 2-0.
Brøndbys viceanfører Daniel Agger finder da også plads til lidt selvkritik og erkendelse af, at modstanderen var bedre på dagen.
– De presser os godt. De kom ud på en helt anden måde end i sidste uge, og vi er lidt på hælene. Vi vandt ikke vores dueller og andenbolde, når man møder et hold som FCK, så skal man i hvert fald matche dem på det parameter, fordi det er de dygtige til. Men det gjorde vi bestemt ikke i første halvleg, siger Agger ifølge bold.dk.
Til gengæld mener landsholdsanføreren, at Brøndby kom bedre ud til anden halvleg, men det var manglen på skarphed i de afgørende situationer, der blev udslagsgivende.
Læs også: FCK tog sejren mod hårdtkæmpende Brøndby
– I anden halvleg har vi en god periode, og jeg synes egentligt, at vi spiller godt. Vi indkasserer så et mål i vores bedste periode, og det må vi ikke. For at opsummere, så var de skarpere end os på de afgørende punkter.
Brøndbys viceanfører mener dog ikke, at 2-0 var billigt sluppet.
– Nej, 2-0 er meget fair, eftersom de var skarpere på nogle afgørende parametre, siger Agger.
Nicolai Jørgensen scorede begge mål for københavnerne.