Karakterbog: F.C. København – Brøndby IF

Karakterbog: F.C. København – Brøndby IF

3959
0
DEL

F.C. København bød hertil aften rivalerne fra Brøndby op til dans i Telia Parken. Vi har bedømt spillernes præstationer. 

På sambabold.dk giver vi karakterer til spillere og trænere på udvalgte kampe. Vi giver karakterer efter følgende skala:

UB: Uden for bedømmelse.
1-2: Den håbløse præstation, hvor der stort set ikke blev sat en fod rigtig.
3-4: En præstation under middel. Tingene lykkedes ikke helt for spilleren.
5-6: En præstation på det jævne uden nævneværdige fejl. Modsat har spilleren så heller ikke leveret noget ekstraordinært.
7-8: En god præstation med afgørende aktioner og minimale fejl.
9-10: Præstationen i absolut verdensklasse. Næsten alt lykkedes for spilleren, og han havde flere kampafgørende aktioner.

F.C. København:

Robin Olsen – 6: FCK-keeperen havde ikke alverdens at lave, men han var der, når hjemmeholdet havde brug for ham.

Peter Ankersen – 7: Ankersen har haft et flot forår og er ved at sikre sig en permanent kontrakt i F.C. København efter en mere eller mindre anonym efterårssæson. Igen i dag leverer den tidligere Esbjerg-profil masser fremad banen med masser gåpåmod, gode indlæg og stærke overlap, men en af de helt flotte karakterer har han trods alt ikke gjort sig fortjent til. Dertil er det defensive arbejde fortsat for mangelfuldt.

Mathias ‘Zanka’ Jørgensen – 6: Et par enkelte fejlafleveringer, men ellers leverer københavnernes forsvarsgeneral en jævn indsats. Der var ikke alverdens at se til, men han gjorde, hvad han skulle, da Brøndby forsøgte at presse på i kampens slutfase.

Erik Johansson – 6: Svenskeren var tættere på 5 end 7 i karakterbogen. Godt nok praktiserer F.C. København zoneforsvar, men alt for mange gange følger han ikke med sin direkte modstander. Brøndby gjorde dog ikke meget væsen af sig offensivt, og derfor havde Johansson og forsvarsmakkerne ikke meget at se til, og så er det svært decideret at underpræstere.

Ludwig Augustinsson – 7: F.C: København har en bundsolid venstreback i Augustinsson, og det bliver formentlig svært at holde på den unge svensker i fremtiden. Han var synlig offensivt og leverer også på egen banehalvdel. Han fik også næstsidste fod på første scoring, eftersom at han trak straffesparket, hvilket selvfølgelig trækker op.

Kasper Kusk – 8: Han var banens bedste de første 45 minutter sammen med Brøndbys Frederik Rønnow. Her og der og alle vegne. Havde et godt sammenspil med Ankersen ude i højresiden og var arkitekt bag de fleste af F.C. Københavns chancer. Det er en gåde, hvorfor han måtte erstattes kort inde i anden halvleg af Benjamin Verbic. Det må have været en mindre skade, som Ståle ikke ville løbe nogen risiko med.

William Kvist – 7: Han har ofte været kritiseret, men midtbanestyrmanden havde godt styr på sagerne i Telia Parken. Der var ikke det store at sætte på indsatsen. Det var solidt håndværk, og han var med til at holde bolden varm. Den flotte assist til Nicolai Jørgensens anden scoring, som lukkede og slukkede kampen, trækker naturligvis også op.

Thomas Delaney – 8: Anføreren og landsholdsdynamoen leverede atter i den hvide trøje. Han stod for farlige og skærende afleveringer ind bag den blågule defensiv, og han skrællede igennem, når det var nødvendigt på midten. Delaney har udviklet sig til F.C. Københavns vigtigste spiller defensivt som offensivt.

Youssef Toutouh – 6: Toutouh gjorde ikke det store væsen af sig og blegnede i forhold til kantkollegaen Kasper Kusk. Værd at bide mærke i var dog hans glimrende detalje ude på kanten, som førte til straffesparket, der bragte københavnerne i front kort før pausefløjtet.

Nicolai Jørgensen – 8: Efter en periode med stor kritik af FCK-talismanen, som i manges optik ikke arbejder hårdt nok uden bolden, viste sin klasse i aftenens derby. To mål siger det hele. Det var dog begrænset, hvad 10’eren ellers kom frem til, og han havde også flere driblinger undervejs, som gik galt, og derfor belønnes han altså blot med et ottetal.

Federico Santander – 3: Det var bare ikke godt nok for F.C. Københavns førsteangriber, og det er præstationer som disse, der forkorter afstanden mellem ham og lokaldrengen Andreas Cornelius, når Ståle Solbakken i fremtiden skal sætte sit hold. Alene i første halvleg burde han have scoret minimum to mål efter veltilrettelagte bolde, men den sydamerikanske frontløber brændte på det skammeligste. Efter pausen fortsatte Santander med at brænde. Han skal dog roses for at køre på og komme frem til chancerne, men der skal arbejdes på slutproduktet, hvis han skal holde fast i startpladsen på det kommende mesterhold.

Indskiftere:

Benjamin Verbic – 7: Sloveneren gjorde et godt indhop og skulle løfte en stor opgave fra Kasper Kusk, som havde leveret en stor første halvleg. Verbic var tæt på en assist og havde flere gode en-mod-en-udfordringer. Han faldt også godt ind i spillet med Ankersen på højresiden, selvom han normalt gør sig ovre på den anden fløj.

Bashkim Kadrii – 6: En relativt anonym indsats af Kadrii, der dog faldt fint ind i spillet. 24 minutter er heller ikke alverdens tid til at gøre et indtryk. Den tidligere OB-profil mangler fortsat at få finpudset formen efter sin skade.

Andreas Cornelius – UB

Brøndby IF: 

Frederik Rønnow – 8: Frederik Rønnow stod endnu engang en flot kamp for Brøndby, hvor han især i første del af kampen diskede op med flere vigtige redninger. Han kunne ikke stille noget op ved begge Nicolai Jørgensens scoringer og gav sit for, at nederlaget ikke blev større end det gjorde med afgørende aktioner.

Johan Larsson – 4: Den svenske højreback havde sit at se til i kampen med en aktiv venstreside som altid i form af Ludwig Augustinsson og Youssef Toutouh, som i fællesskab drev gæk med Larsson, der endte med at begå straffespark på netop Augustinsson, der førte til første mål. En kamp præget af dårlige aktioner fra Brøndbys højreback.

Jesper Juelsgård – 5: Jesper Juelsgård er en forholdsvis ny mand i midterforsvaret, og det afspejlede sig til tider i hans præstation til aften. Han lavede ingen nævneværdige fejl, men samtidig havde F.C. København generelt for nemt ved at komme ind i Brøndbys felt.

Daniel Agger – 6: Landsholdsanføreren havde flere aktioner frem ad banen, som vi kender ham for, og han gjorde egentlig sit for, at F.C. København ikke skulle komme igennem Brøndbys bagerste kæde uden selv at skinne igennem. En solid præstation af den 31-årige forsvarsgeneral, dog uden at imponere.

Riza Durmisi – 6: Riza Durmisi gjorde egentlig en god figur, især offensivt, hvor han tog flere brud op gennem banen, men F.C. Københans højreside havde for nemt ved at komme igennem, hvor især Peter Ankersen og Kasper Kusk kom frem til flere farlige indlæg.

Martin Ørnskov – 6: 30-årige Martin Ørnskov fik pladsen på den centrale midtbane sammen med Lebogang Phiri, og han arbejdede hårdt. Han fik lagt mange meter bag sig og vandt flere dueller, men han formåede som resten af Brøndbys spillere ikke at få lavet de afgørende aktioner.

Lebogang Phiri – 7: Den sydafrikanske midtbanedynamo var endnu engang en fornøjelse at følge inde på den centrale midtbane for Brøndby. Ingen fejlafleveringer,  vandt dueller og bragte spillet frem ad banen. God præstation af Lebogang Phiri, der dog ikke kunne forhindre 2-0-nederlaget.

Christian “Greko” Jakobsen – 4: En meget usynlig præstation af den 23-årige offensivspiller, der stort set ikke markerede sig. Havde en hovedstødsmulighed midt i anden halvleg, men det var, hvad det blev til for den tidligere FC Roskilde-spiller.

Thomas Kahlenberg – 6: Brøndby-anføreren gik endnu engang forrest for klubben fra Vestegnen. Han viste endnu engang prøvelser på sit store løbepensum, og han fik bevist, at han også kan, uden Brøndby, op trods af at han er typen, der trives bedst, når hans hold har bolden. Solid præstation fra midtbanegeneralen.

David Boysen – 5: David Boysen gjorde ikke meget væsen af sig offensivt, men viste til gengæld godt defensivt arbejde og havde flere gode aktioner på den første tredjedel af banen for Brøndby. Ikke nok offensivt, men også svært, når man spiller på et hold, der stort set kun forsvarede sig.

Teemu Pukki – 5: Teemu Pukki havde ikke meget at se til, men når han fik noget at arbejde med, tog han flere farlige løb og duellerede med Erik Johansson. Ikke den bedste kamp fra finnen, der heller ikke spillede under de bedste arbejdsvilkår.

Indskiftere: 

Johan Elmander – 5: Johan Elmander kom ind istedet for David Boysen efter 58 minutter, og gjorde ligeledes ikke meget væsen af sig grundet Brøndbys manglende offensive input. Han havde dog et par enkelte gode aktioner, men intet nævneværdigt fra svenskeren.

Christian Nørgaard – 6: Christian Nørgaard erstattede en hårdtarbejdende Thomas Kahlenberg efter 62 minutters spil og gjorde egentlig et fornuftigt arbejde og havde Brøndbys farligste forsøg på mål med sit hovedstød cirka ti minutter før tid. Fint indhop af den 22-årige midtbanespiller.

Frederik Holst – UB 

INGEN KOMMENTARER