Agger: Jeg savner Liverpool

Agger: Jeg savner Liverpool

3091
0
DEL

Daniel Agger fortæller, at han savner tiden i Liverpool, og så snakker han om den mulighed, han havde for at rykke til FC Barcelona. 

For halvandet år siden rev Daniel Agger teltpløkkerne op og vendte tilbage til Danmark efter syv år i England – nærmere betegnet Liverpool.

Tiden i Liverpool bød på både op- og nedture for den danske forsvarsdirigent, men det var mest nedturene, der prægede Aggers tilværelse på Anfield det sidste års tid.

Landsholdskaptajnen røg længere og længere ud på bænken, og forholdet til den nu daværende Liverpool-manager Brendan Rodgers var da efter sigende også en af grundene til, at han vendte tilbage til sine rødder i Brøndby.

Agger ser dog tilbage på de gode minder fra tiden i den engelske traditionsklub.

– Jeg savner Liverpool. Vi havde et rigtig godt liv i byen. Vi havde en god base, havde bygget et godt hjem og følte os virkelig hjemme i byen. Jeg håber altid, jeg vil have en form for tilknytning til Liverpool. Jeg fortryder ikke, jeg rejste. Når jeg først har taget en beslutning, så fortryder jeg aldrig. Jeg kan ikke præcis huske, hvornår jeg traf beslutningen om at komme væk. Men den sæson, hvor det gik rigtig godt, fik jeg rigtig mange kampe i træk, siger Agger i et interview med Ekstra Bladet.

Læs også: FCK-stjerne: Hvis klubben skal tjene nogle penge på mig, skal jeg afsted til sommer

Tilbage i Liverpool-dagene blev Daniel Agger sat jævnligt i forbindelse med den catalanske storklub FC Barcelona, og nu understreger hovedpersonen selv, at der var tale om mere end bare rygter. Forsvarskrumtappen cementerer dog, at han ikke fortryder, at han ikke tog der til.

– Barcelona var en mulighed, jeg havde i 2013. Men da jeg traf min beslutning dengang, var det den rigtige beslutning på daværende tidspunkt at blive i Liverpool. Det er ikke noget, jeg i dag fortryder, men når jeg tænker tilbage, kunne det have været sjovt at prøve. For tre- fire år siden havde Spanien måske passet godt til mig. Sådan valgte jeg ikke, og det kommer jeg aldrig til at fortryde, understreger Brøndby-profilen.
31-årige Agger har kontraktudløb i Brøndby IF til sommer, og fremtiden er endnu ikke på plads.

INGEN KOMMENTARER